Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sikker sejr til U16 piger

Skanderborg var i den grad ovenpå mod Favrskov

U16 Piger, 1. division

Team Favrskov Håndbold - Skanderborg Håndbold 22-38  (14-20)

Efter en lidt hæsblæsende uge med blandt andet en udskiftning på trænerbænken, stillede Skanderborg klædt i røde udebanetrøjer op til den 3. turneringskamp på blot en uge. Modstanderen var Team Favrskov Håndbold i Søften Kultur og Idrætscenter.

Læs også: Halvlangt tilløb til pænt sikker sejr i Rødovre

Fra start af kampen blev det klart, at det nye trænerteam havde justeret på holdets spillestil. I forsvaret dækkede holdet mere kompakt - og fløjene mere fladt, hvilket flere gange lokkede Favrskovs backs til pressede afslutninger på ydersiden.

Og i angrebet var det tydeligt, at trænerne havde talt med spillerne om, at alle skulle tage større ansvar end i de tidligere kampe. Og straks fra start var det tydeligt at pigerne havde taget budskabet til sig - og meldte sig ind i kampen - og tog ansvar, fik lagt pres og fik afsluttet direkte på mål.

Skanderborg satte sig derfor også ret hurtigt på kampen. Hurtigt angrebsspil med godt pres fra bagspillerne medførte at både Nikoline Brandi på venstre og Emilie Bech på højre fik godt gang i afslutninger og scoringer fra fløjene. Skanderborg havde relativt let ved at spille sig frem til afslutninger - selv i perioder med en spiller undertal.

Gode lange afleveringer fra Klaudija Rako og Christina Pedersen gav både Emilie Bech, Maria Pedersen og Nikoline Brandi gode muligheder for at score rigtig mange lette mål på hurtige opløb. Og da Anne-Catrine Hjort og Sofie Berthelsen også fik godt gang i angrebsspillet med direkte spil, godt pres og nogle fine scoringer, var det med til at Skanderborg kunne gå til pausen med en sikker føring på 14-20.

I pausen fik trænerne og spillerne justeret på aftalerne i forsvaret, hvilket medførte, at der kom endnu bedre styr på forsvarsspillet. Der skulle således gå mere end 7 minutter af anden halvleg ført Faurskov fik scoret - og det var på straffekast. Og Skanderborg forsatte i angrebet med at have relativt let ved at spille sig frem til gode afslutninger.

Målvogterne havde ikke så mange redninger i kampen - til dels fordi Favrskov ofte skød forbi målet. Til gengæld var målvogterne gode til at få sat bolden hurtigt i spil, hvilket medførte, at Skanderborg også i anden halvleg lavede flere scoringer på hurtige opløb. Og for anden kamp i streg fik en Skanderborgs målvogter en bold i hovedet. Denne gang var det Klaudija Rako der måtte en tur i gulvet - heldigvis kom hun sig hurtigt.

Med Julie Molbech ude med en skade efter Randerskampen, trådte Lind ind i forsvaret og i angrebet. Og selv om hun kun har trænet et par gange sammen med holdet, faldt hun fint ind i forsvaret sammen med Carla Bennesgaard - og ind i systemerne i angrebet - og havde endda også et par fine afslutninger.

Skanderborgs nye trænerteam skiftede kampen igennem mere ud end det er sket i de tidligere kampe i sæsonen. Men det var nok ikke det der tiltrak sig den største opmærksomhed på tilskuerrækkerne. Det, de fleste tilskuere især bemærkede på sidelinjen var holdlederen - og holdlederens mega seje solbriller - rigtig god stil.

Samlet vurdering - en god kamp, hvor Skanderborg på dagen var et klart bedre hold end Team Favrskov - og hele 18 mål blev scoret af de 3 fløjspillere tilsammen.

Målscorere: Maria Pedersen 8, Nikoline Brandi 7, Alberte Ebler 5, Christina Pedersen 4, Anne-Catrine Hjort 4, Rina Rexhepi 3, Sofie Berthelsen 3, Emilie Bech 3, Lind 1.

Publiceret: 13. November 2017 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-bladet Skanderborg

ANNONCER
Se flere