Genåbningsfest i Gl. Rye med Lars Lilholt og Ulrik Haagerup

Godt 500 feststemte borgere deltog i åbningen af den moderniserede og udbyggede Dagli’Brugsen Gl. Rye

 
Bestyrelsen i Gl. Rye Brugsforening har endnu ikke fået armene ned efter åbningsfesten i går.
 
"Vi serverede 500 grønne hotdogs fra Kjærsgård Kød, omkring 100 flasker vin og en imponerende mængde brød, hveder, ost, spegepølser og meget andet. Det var en fest lige efter bogen," fortæller en glad Ejnar Jakobsen, formand for Gl. Rye Brugsforening, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
 
Festen blev indledt med taler af formanden samt bysbarnet, nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. Herefter indtog Lars Lilholt scenen og lagde ud med dels noget så unikt som en øm duet med Haagerup, dels en fællessang om Gl. Rye – forfattet til lejligheden af nyhedsdirektøren.
 

Lars Lilholt i skøn duet med nyhedsdirektør Ulrik Haagerup

Lars Lilholt i skøn duet med nyhedsdirektør Ulrik Haagerup

Tror på fremtiden for Byens Egen Butik

Herefter gled fejringen over i en vaskeægte byfest med rigelig servering af både vådt og tørt kombineret med smagfuld musikalsk underholdning fra scenen frembragt af de lokale kræfter Anders Graae, Stefan Brask, Jesper Bylling og Eddi Jarl.
 
Formanden var ikke sen til at sætte åbningsdagen i et fremtidsperspektiv:
 
"Det talstærke fremmøde bestyrker os i dén grad i vores tro på, at Gl. Ryes opbakning til Byens Egen Butik også i fremtiden - og ikke mindst hverdagen - vil være stor nok til, at Gl. Rye ikke blot kan beholde sin butik, men også blive ved med at udvikle butikken," sagde Ejnar Jakobsen.
 
Uddeler Henrik V. Rasmussen erklærede sig på stedet enig:
 
"Det er det største enkeltarrangement, jeg har været blandet ind i gennem mine 15 år i Gl. Rye. Snart vil vi i bestyrelse og personalegruppe sætte os sammen og overveje de næste initiativer. Dette momentum skal udnyttes til at skabe endnu mere fællesskab omkring - og ejerskab til – Byens Egen Butik," understregede han.

null

Publiceret 13 May 2017 14:00