For Lucas (tv) og Niels, der begge går i E-klassen på Columbusskolen i Skovby, er Malik med til at sætte ekstra kulør på skoledagen. Hun før det lettere at koncentrere sig, og så er hun den bedste til at trøste, når man er ked af det.

For Lucas (tv) og Niels, der begge går i E-klassen på Columbusskolen i Skovby, er Malik med til at sætte ekstra kulør på skoledagen. Hun før det lettere at koncentrere sig, og så er hun den bedste til at trøste, når man er ked af det.

Når Malik er her er det en god dag...

Malik er ikke bare en sød hund, der er med på job. Hun skaber trivsel og tryghed, er bedste ven og skaber masser af læring

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

“Malik er rigtig god til at lytte. Det er faktisk lettere at læse højt for Malik. Hun retter heller ikke på en. Hun lytter bare. Det er SÅ rart.”
Eleverne i E-klassen på Columbusskolen i Skovby føler sig heldige. Siden september har klassen et par dage hver uge haft et nyt makkerpar i praktik.
Labradoren Malik og hendes ejer, Gitte Ipsen fra Gl. Rye, er ved at tage uddannelsen til skolehund, og går alt efter planen, bliver tre-årige Malik til foråret Skanderborgs første skolehund og blandt de ti først uddannede i hele Danmark.
“Når Malik er her, så er det en god dag. Man får lyst til at komme i skole. Det hele er bare lidt mere hyggeligt. Og også sjovt, for hun gør jo nogle skægge ting ind imellem,” fortæller en af eleverne.
“Malik er også rigtig god til at trøste. Det er lige som om, hun bare ved det, når man er ked af det. Så sætter hun sig ved en, og er der bare. Lægger hovedet i ens skød,” supplerer en af de andre.
“Malik kan lide dig, uanset om du er på toppen eller har en dårlig dag. Og hun bliver hverken sur eller bærer nag i flere dage,” indskyder klassens lærer, Gro Eriksen, der ikke lægger skjul på, at skolehunden Malik skulle være der for altid, hvis det var op til hende.
“Det er jo desværre langt fra alle børn, som synes, det er dejligt at gå i skole. Men når Malik er her og står logrende og tager imod dem, så er det noget helt andet,” fortæller hun.
“Malik kan mærke, hvordan børnene har det. Er der en, der er ekstra stille eller nedtrykt en dag, så går hun hen helt tæt på dem, og sætter sig. Lækker hovedet i skødet, slikker dem. Hun er der bare, og bliver siddende hos dem. Det gør en rigtig stor forskel,” uddyber hun.
Gro og klassen er enige om, at de dage, hvor Malik og Gitte er i praktik, er stemningen på hele skolen anderledes.
“Generelt når Malik er her, så er her en mere rolig stemning. Der er knap så meget gang i den, her er hyggeligere og mere glæde. Lidt som at være derhjemme,” fortæller de.

Eleverne i E-klassen - Jasmin (tv), Arthur, Niels, Lucas, Markus og Sara - ser frem til de dage, hvor Malik er i praktik på Columbusskolen. Da er stemningen i top.

Eleverne i E-klassen - Jasmin (tv), Arthur, Niels, Lucas, Markus og Sara - ser frem til de dage, hvor Malik er i praktik på Columbusskolen. Da er stemningen i top.

Både terapi og pædagogik

Malik skal som skolehund både være terapihund og et pædagogisk redskab, men ifølge Gro lapper de to områder i høj grad ind over hinanden.
“Det handler meget om at fange situationen og tale med eleverne om det. For eksempel er det meget let at aflæse hunden. Se på dens hale, og ører og øjne - er den glad eller urolig. Når vi taler om det, så er der en stor social træning i det. Det er tydeligt, hvad hunden føler, og hvordan den reagerer. Så taler vi om, hvordan det kan overføres til andre. Hvordan kan man aflæse dem. Det er et meget væsentligt pædagogisk redskab,” forklarer Gro.
“Men vi kan også lade Malik deltage i undervisningen ved at lade hende lede efter dåser med matematik- eller danskopgaver i. Det gør det meget mere sjovt og spændende og er med til at øge motivationen.”
Den dag Lokalavisen besøger E-klassen, skiftes eleverne til at læse højt for Malik og Gitte i et lille hyggeligt lokale med en sofa. Her må Malik gerne hoppe op, og det er et vældig hit, at have den store hund slængende ind over sig, mens der læses.
“De børn, der har meget uro i kroppen, de oplever en stor ro, når hunden er hos dem. Det gør det ganske enkelt meget lettere for dem at koncentrere sig, når de har Malik liggende hen over sig eller hun sidder med hovedet i deres skød,” fortæller Gitte.

Mange af eleverne oplever, at en tung hundekrop eller et roligt hundehoved i skødet gør det meget lettere at koncentrere sig.

Mange af eleverne oplever, at en tung hundekrop eller et roligt hundehoved i skødet gør det meget lettere at koncentrere sig.

Drømmeuddannelse

Gitte Ipsen vidste med det samme, da hun læste om uddannelsen til Skolehund, at det måtte hun prøve af.
I første omgang bestod Malik ikke den meget omfattende og krævende mentaltest, men lærerene på uddannelsen så så stort et potentiale i Malik, at de opfordrede Gitte til at lade hunden tage testen igen, når den var blevet lidt ældre. Og anden gang bestod Malik.
“Det er en meget krævende test, for en skolehund skal være både meget rolig, men også meget robust og tillidsfuld,” fortæller hun.
“Den skal kunne takle hujende, skrigende og råbende børn. Børn der er glade, og børn der er vrede. Ting der falder på gulvet, eller bliver kastet med. Borde, der skubbes til og stole, der vælter. Den skal også kunne lide børn, der vil klappe og kramme og nusse, børn i fuldt galop og ja, børn, der bare er børn.”
Tidligere var Gitte, der er uddannet pædagog, specialdagplejer, men et par diskusprolaps satte en stopper for det.
“Jeg betaler selv for den her uddannelse, og det er noget, jeg virkelig brænder for. Jeg har altid været meget glad for at arbejde med børn med særlige behov. Samtidig er hunde og hundetræning min helt store interesse, så at kunne koble de to ting er helt fantastisk,” understreger hun.
Selvom Gitte kun har været et par måneder i praktik på Columbusskolen, får hun allerede nu masser af positiv feedback fra både elever, lærere og forældre.
“Det er så fantastisk at se, hvilken virkning Malik har på de unger. Hvormeget hun betyder for dem. De er med til at uddanne Skanderborgs første skolehund. Det er ren win-win for både hund og børn,” fortæller hun.
“Jeg har oplevet forældre, der fortæller, at Malik har fået deres børn til at komme ud af skallen. Det kan man da kun blive i rigtig godt humør af,” smiler hun.

Malik indgår i skoledagen både som en terapihund og som et pædagogisk tiltag. Hun er blandt andet let at aflæse, og det kan hjælpe eleverne til bedre at forstå andres adfærd.

Malik indgår i skoledagen både som en terapihund og som et pædagogisk tiltag. Hun er blandt andet let at aflæse, og det kan hjælpe eleverne til bedre at forstå andres adfærd.

Publiceret 07 December 2016 12:00

SENESTE TV