Ni-årige Josephine fra Skanderborg bor i familiepleje hos sin tante og onkel i Gjern. Hun er med i Egmont Fondens projekt Lær for Livet, der med individuel undervisning og forskellige læringsstile giver hende mod og motivation til at lære.

Ni-årige Josephine fra Skanderborg bor i familiepleje hos sin tante og onkel i Gjern. Hun er med i Egmont Fondens projekt Lær for Livet, der med individuel undervisning og forskellige læringsstile giver hende mod og motivation til at lære.

Learning Camp var startskuddet - nu vil Josephine lære for livet

Anbragte børn halter efter deres jævnaldrende klassekammerater uddannelsesmæssigt. Den statistik har Josephine ikke tænkt sig at blive en del af. Derfor er hun med i projekt Lær for Livet

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

“Lige først da jeg hørte om Lær for Livet og fik at vide, at jeg skulle på Learning Camp i sommerferien, da tænkte jeg, hvad har de voksne nu gang i. Men nu, hvor jeg har været af sted på camp to gange, synes jeg, det er rigtig godt.”
Ni-årige Josephine fra Skanderborg er i familiepleje hos sin tante og onkel i Gjern. Hun er et af de 100 anbragte børn, som i år er blevet optaget i Egmont Fondens projekt Lær for Livet.
Ud over tre Learning Camps det første år, og en opfølgende camp hvert år de kommende fem år har Josephine også fået en voksen mentor, der skal følge hende de seks år, hun er med i projektet.

Skræddersyet undervisning

“Campen foregik på Balle Musik- og Idrætsefterskole, Jeg var den yngste af os alle sammen. Jeg delte værelse med to andre, og en af dem, Siff, glædede jeg mig til at se igen her i efterårsferien, for vi er blevet venner,” fortæller hun.
På Learning Camp er undervisningen skræddersyet til lige præcis Josephines behov og læringsstil.
“Vi har undervisning hver dag, men det er på en helt anden måde end i skolen. Der er meget mere sjov og leg i det,” forklarer hun.
“Vi laver for eksempel matematik med bolde og lærer tabeller og at gange ved hjælp af spillekort.”
Josephines yndlingsfag er dansk, og hun kan allerede nu efter bare to Learning Camps sagtens mærke en forskel.
“Jeg kan godt mærke i skolen, at jeg har været camps. Det er blevet lettere at følge med, og jeg er blevet bedre til at læse og til at lave danskopgaver,” fortæller hun.
“Vi har et motto på Learning Camp: Vi bliver ved, vi udfordrer os selv og vi gør det sammen.”

Mentor booster selvtilliden

Josephines plejemor, Lisbeth Kirk Emmer, er glad på sin plejedatters vegne. Hun kan mærke, at Josephine både får mere selvtillid og bliver dygtigere i skolen.
“Josephine blev testet, inden hun begyndte på den første Learning Camp, og vi kan allerede nu se, at har meget stor glæde af projektet både i dansk og matematik.”
Hver mandag eftermiddag, når Josephine har fri fra skole, får hun besøg af sin mentor, Trille, fra Ry.
“Så drikker vi the og hygger os. Nogle gange hjælper hun mig med lektier, andre gange går vi ture,” fortæller Josephine.
Lisbeth Kirk Emmer forklarer, at Trille først og fremmest skal støtte op om Josephines lyst til at lære og styrke hendes selvværd.
“Men hun skal også prøve at give Josephine nogle positive oplevelser, noget, der kan booste hendes selvtillid og hjælpe hende med at åbne op i forhold til andre,” fortæller hun.

1000 børn på 10 år

Bag projekt Lær for Livet står Egmont Fonden, der med projektet har sat sig for at støtte 1000 anbragte børn fagligt gennem intensive læringsforløb over en periode på ti år. Hvert barn følges i seks år.
”I dag er det kun 30 procent af de anbragte unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse mod 80 procent af deres jævnaldrende ikke-anbragte kammerater. Det er skræmmende, da undersøgelser dokumenterer, at uddannelse er den væsentligste faktor mod yderligere udsathed i livet. Skal anbragte børn have bedre fremtidsudsigter, skal de derfor støttes til en bedre skolegang,” siger Illa Westrup Stephensen, der er Egmont Fondens direktør for Lær for Livet.
Lær for Livet gennemføres i samarbejde med landets Kommuner. Skanderborg Kommune er netop kommet med i dette skoleår.

Lær for Livet

Lær for Livet følges af en forskningsgruppe fra Aarhus Universitet. Forskergruppen har endnu ikke offentliggjort resultater fra projektet, men en en test af børnene på årgang 2015 viste, at de på den første Learning Camp forbedrede deres faglige resultater med 1,13 læringsår i matematik og 0,88 i læsning og 0,78 i stavning.

Publiceret 15 November 2016 12:00