To checks med i alt 59.391 kr. bliver overrakt til Formand for Kræftens Bekæmpelse i Skanderborg Kommune Tove Gaihede af Lokalavisens Peter O. Andersen, Sabine Mørch Vest og Karina Hjarsen.

To checks med i alt 59.391 kr. bliver overrakt til Formand for Kræftens Bekæmpelse i Skanderborg Kommune Tove Gaihede af Lokalavisens Peter O. Andersen, Sabine Mørch Vest og Karina Hjarsen.

Rekordindsamling til brysterne

Lyserød Lørdag leverede varen

Skanderborg og Ry leverede en imponerende bedrift under Lyserød Lørdag den 6. oktober. Indsamlingerne fra de mange aktiviteter, boder og tiltag til fordel for kampen imod brystkræft beløb sig til henholdsvis 29.771 kr. og 29.620 kr. fra de to byer. Altså i alt 59.391 kr.
Pengene bliver nu sendt videre til Kræftens Bekæmpelse, og det store beløb var en glædelig overraskelse for formanden for Kræftens Bekæmpelse i Skanderborg Kommune, Tove Gaihede.
"Det er det højeste beløb, vi nogensinde har fået gennem en lokalindsamling. Jeg synes, det er rigtig flot, at man på én dag kan samle så mange penge ind", siger Tove Gaihede.

Flot opbakning

Arrangementerne på Lyserød Lørdag blev stablet på benene på relativ kort tid, og derfor vækker indsamlingsbeløbet ekstra stor glæde hos eventchef i Lokalaviserne Østjylland Peter O. Andersen.
"Jeg er meget taknemmelig over den flotte opbakning, vi har fået fra vores samarbejdspartnere og butikkerne i Ry og Skanderborg. Og jeg er da ret stolt over, at vi kunne være medvirkende til at skabe en rekord for Kræftens Bekæmpelse i Skanderborg Kommune", konstaterer Peter O. Andersen.

Publiceret 16 October 2012 15:30