Iben Thomsen, sognepræst i Gl. Rye. Pressefoto

Iben Thomsen, sognepræst i Gl. Rye. Pressefoto

Klumme:

Må jeg kondolere?

klummeHvad siger vi, når vi står over for sorgen? Når mennesker, vi kender, mister? Eller mennesker, vi knap kender, men alligevel omgås, og hvor det vil virke afstumpet ikke at reagere?

Jeg vil gerne slå et slag for et miskrediteret udtryk: Jeg kondolerer. Direkte oversat fra latin betyder det: Jeg føler smerte med, så en kondolence er altså en medfølelse eller en måde at give udtryk for medfølelse.

I sig selv et af de fineste medmenneskelige udtryk, der findes: Medfølelsen.

Alligevel er udtrykket udskældt. Det virker gammeldags, hedder det hos nogle.

En floskel, siger andre. Journalisten Esben Kjær, der for nylig har udgivet en håndbog om sorg, skriver, at han "har det stramt" med ordet, der minder ham om "jeg ondulerer", som er noget, man gør ved gamle damers hår. Han synes, at man skal finde på noget selv, og at det virker mere ægte.

Og det er måske rigtigt nok. Problemet opstår der, hvor man netop ikke kan finde på noget selv. Hvor ordene ligesom ikke vil indfinde sig, og enten bliver for små eller for store. Eller slet ikke kommer.

Jeg har af gode grunde jævnligt som præst brug for at kunne udtrykke deltagelse med andre menneskers sorg.

I en lang periode havde jeg det som Esben Kjær og forsøgte at undgå at sige "må jeg kondolere".

Det kunne blive til "Det gør mig ondt for jer, at I har mistet", eller "Jeg er ked af at høre, at" eller andre sådan set udmærkede vendinger.

Men af og til er det også blevet akavet.

Præsten: "Det gør mig ondt for jer…”

Svar: "Nåååh, men det skal det nu ikke gøre…"

Det nænsomme i udtrykket,"jeg kondolerer", er, at det udtrykker medfølelse, men uden at det virker omklamrende.

Det kræver heller ikke nødvendigvis et svar. Det er en måde at omgås den sørgende på, men uden at nogen af parterne forlegent står og skal finde på adækvate ord.

For hvordan lyder de? Det kan blive for småt og uden dækning for den smerte, den sørgende føler. Eller det kan blive for voldsomt, sådan at man får sagt alt for meget.

Den norske teolog Erling Rimehaug taler om den kritiske sans for det uægte.

Efter at have mistet et barn, er han blevet allergisk over for, hvad han kalder de store ord. Det velmente forsøg på at finde de helt autentiske og originale ord, vil oftest af modtageren opleves som uægte.

Tænk på en anden situation, hvor vi vil udtrykke et andet menneskes betydning for os.

Der tyr vi også til velkendte ord: ”Jeg elsker dig”, siger vi helt enkelt. Og uden at det vel virker floskuløst eller gammeldags.

Bare dækkende i forhold til situationen og det, vi gerne vil have sagt.

Tænk på de uendelige omveje, vi skulle ad, for at forsøge at give udtryk for det samme. Og alligevel ville det aldrig lykkes helt. Tværtimod ville det måske virke suspekt og modsat sin hensigt, hvis der blev sagt alt for meget.

"Du er altså bare helt vildt skøn og helt vildt fantastisk og helt … og … og ... og … og …"

Det enkle, rette udtryk, har, med en vending af teologen K.E. Løgstrup, både vidde og prægnans. Prægnans, fordi det er dækkende i situationen. Vidde, fordi det sætter den anden fri. Vi får sagt det, vi gerne vil sige, men uden at omklamre eller bemægtige os den andens fortolkningsrum.

Så jeg kondolerer fortsat. Jeg synes ikke, at det kan siges bedre.

Publiceret 08 September 2019 10:17