Stand-up og stomp på SCU

Et godt grin skal ryste de nye elever på SCU godt sammen

Et godt grin skal bane vejen for trivsel og fællesskab for de 250 ny førsteårselever på SCU, og derfor mødte de onsdag i sidste uge op til en hyggeeftermiddag med stand-up og stomp. Skuespilleren og komiker Jakob Thrane ledte an, inden eleverne blev kastet ud i sang, dans og stomp på omvendte skraldespande.

"Det gælder om at komme godt fra start og sørge for at give førsteårseleverne mange fælles oplevelser, der kan ryste dem godt sammen. Både på tværs af klasserne og på tværs af uddannelserne, så de nye elever lærer hinanden at kende, uanset om de går på HHX, EUX, HF eller HTX," forklarer Hanne Jordansen Bjerregaard, der er rektor for HHX-uddannelsen på SCU.

Et godt fællesskab er fundamentet for at få det maksimale ud af sin ungdomsuddannelse både fagligt og socialt

"Et godt fællesskab er fundamentet for at få det maksimale ud af sin ungdomsuddannelse både fagligt og socialt, og derfor bestræber vi os på at lave mange forskellige events. Især for første årgang er det vigtigt at kunne lave noget sjovt og på den måde blive rystet sammen, og derfor havde vi både komik og stomp på plakaten."

Publiceret 07 September 2019 08:00