Et stort kattedyr er nu observeret ved Herning. Foto: Adobe Stock

Et stort kattedyr er nu observeret ved Herning. Foto: Adobe Stock kwadrat70 - stock.adobe.com

Er Ry-pumaen på vandretur? Nu har yderligere to set en puma

Tilbage i foråret blev der meldt om en puma flere steder ved Skanderborg. Nu er den set i Herning

Af
Christina S. Johansen

Herning For anden gang på to døgn er der i Herning-området kommet meldinger om en puma på løs fod, det skriver Herning Folkeblad.

Politiet skulle være kontaktet i begge tilfælde.

Første observation stod Peter Engsted for natten til mandag. Han fortæller til avisen, hvordan en puma travede rundt i hans forhave i Lind.

Nu er den så gal i gen. Denne gang fortæller en kvinde, at hun har set et pumalignende dyr ved Fuglsang Sø.

"Kvinden var mandag klokken 10 ude at gå tur med en veninde, da de observerede dyret, som kom ud fra en busk og krydsede vejen i et ladt tempo," skriver Herning Folkeblad, som desuden har kontaktet Jyllands Park Zoo, der forsikrer, at man ikke mangler en puma her.

Samme puma som i Ry?

Er der mon tale om den samme puma, som flere personer mener at have set i Ry og Hylke?

Den første, som trådte frem med en beskrivelse af pumaen, var Marianne Westphall. Hun beskrev, hvordan hun på en gåtur i skoven 17. marts blev forskrækket af et stort kattedyr i en stor lysning nord for Hejnæsvej 5 ved Gammel Rye.

"Noget stort kommer farende ind fra venstre side og stopper ude midt i lysningen. Den er brunliggrå og på størrelse med en hunløve, vil jeg mene. Jeg blev bange. Sådan en har jeg da aldrig set vild før," fortalte hun skræmt til UgeBladet Skanderborg dagen efter episoden - hun fortsatte:

"Den lægger sig ned præcis som en kat og går vagtsomt nærmere. Jeg tænkte: 'Hvornår springer den på mig?' Jeg nåede at tænke, at hvis jeg løb, ville den fange mig som et byttedyr, så jeg gik i stedet et par skridt frem, og så blev den forskrækket og hoppede væk."

Hun beskrev dyret som 70 centimeter høj, med mørkere striber på halsen, runde ører og lang hale.

Publiceret 05 September 2019 15:18