V. Løwener polstrer virksomheden

Virksomheden har solgt den sidste del af ejendomsporteføljen

Handels- og ingeniørvirksomheden V. Løwener har solgt sin logistik- og servicevirksomhed i Skanderborg og fortsætter nu som lejer. Det sker efter sammen "sales and lease bach"-princip som ved salget af virksomhedens tidligeree ejendom i Glostrup.

Ejendommen er solgt for et tocifret millionbeløb og dermed er virksomhedens strategi om at frigøre kapital til vækst godt på vej, forklarer Niels Barfod Jakobsen, der er administrerende direktør og ejer af V. Løwener A/S.

"I ti år har jeg haft ejendommen i Skanderborg, mens jeg havde den i Glostrup i 15 år. Salget frigør midler til at polstre virksomheden yderligere, da vi kan bruge noget af overskuddet fra salget til nye fremtidige investeringer til gavn for virksomheden – i stedet for at have værdien stående i mursten,” siger Niels Barfod Jakobsen.

Salget af begge ejendomme er håndteret af EDC Erhverv Poul Erik Bechs koncernkundeafdeling i København.

"Vi er glade for at have hjulpet V. Løwener med at realisere deres strategi om at overgå til at leje bygningerne," fortæller Kenneth Hauge Jakobsen, der er erhvervskonsulent i EDC Erhverv Poul Erik Bech i København.

V. Løwener A/S har eksisteret siden 1889 og er kendt for industri-, proces- og værkstedsteknik samt entreprenørmateriel.

De forhandler og servicerer tekniske produkter, maskiner og løsninger til industrien, entreprenører, auto- og transportbranchen samt den offentlige sektor i Danmark og nabolandene.

Publiceret 24 August 2019 08:00