Fra venstre Jørgen Kjærskov, Ebbe Larsen, Henrik Uldall og Linda Taanquist fra henholdsvis Skønnest ved Skanderborg og Kulturhuset. De fire har arbejdet tæt sammen om arrangementet 31. august, hvor Kulturaksen og Kulturhuset terrasse og backstagerum indvies. Foto: Sonne

Fra venstre Jørgen Kjærskov, Ebbe Larsen, Henrik Uldall og Linda Taanquist fra henholdsvis Skønnest ved Skanderborg og Kulturhuset. De fire har arbejdet tæt sammen om arrangementet 31. august, hvor Kulturaksen og Kulturhuset terrasse og backstagerum indvies. Foto: Sonne

Indvielse af 'Kulturaksen' og Kulturhusets terrasse

31. august kan man blandt andet opleve stjernebassisten Ida Nielsen i Byparken i Skanderborg

Af
Claus Sonne

I den kommende tid kommer der til at ske mangt og meget i den såkaldte Kulturakse, der forbinder Ole Lund Kirkegaards Stræde med Byparken. Nogle ting er dog færdige, eksempelvis Kulturhusets nye terrasse samt huset backstagelokale, og begge dele kan beses 31. august.

Der sker dog meget andet ved Kulturhuset denne dag, hvor foreningen Skønnest ved Skanderborg i samarbejde med Skanderborg Kommune og Kulturhuset står bag en række tiltag, blandt andet livemusik.

"Mange musikere har efterlyst steder i Skanderborg, hvor de kan spille, og lysten til at være med 31. august har da også være stor," fortæller Henrik Uldall fra Skønnest ved Skanderborg.

Stjernbassist spiller

Den musikalske top på kransekagen på dagen er Ida Nielsen, som i flere år spillede med megastjernen Prince og som er en bassist i verdensklasse. Også bandet Ligefrem Lykkelig, der lige har spillet på Smukfest, samt Rocketeers og RBH Trio spiller på en scene i Byparken.

Skanderborg Bryghus kommer med en ølvogn og der kommer også en pølsevogn. Frisør Elias klipper gratis, musiker Anders Boldsen spiller på en lille scene ved Adelgade og blandt andet Escape Rooms i Stilling og Kulturhuset sætter gavekort og andet godt på spil i forskellige konkurrencer. Man kan eksempelvis vinde en præmie ved at gætte på, hvilken båd fra roklubben, der er hurtigst i en dyst på Skanderborg Sø.

Bålplads til børn

Kafé K serverer på den nye terrasse, og for børnene vil der blandt andet være bålplads.

"Desuden er der en kæmpe lift, der kan løfte op til 10 personer op i 20-25 meters højde. Derfra kan man fx se Dagmar, der på dagen sejler gratis rundt om Sct. Thomas," fortæller Henrik Uldall og beretter om en kæmpe opbakning fra det lokale erhvervsliv.

"Jeg har ikke mødt nogen, der ikke synes, at det er en god idé med det her arrangement," siger han.

Arrangementet varer fra kl. 10 og til cirka 16.30. Ida Nielsen spiller kl. 15.

Publiceret 24 August 2019 11:00