Præst Jacob Køhn Andersen. Arkivfoto

Præst Jacob Køhn Andersen. Arkivfoto

Præsteklumme: "Vi skal være til stede og leve i nuet"

"Jeg vil forsøge at øve mig i livsnærvær," lyder det fra denne uges præsteklumme-skribent

Af
Af sognepræst Jacob Køhn Andersen

Så er ferien omtrent forbi. For de fleste i hvert fald. Det samme gælder de glade festivaldage. Nogen glæder sig til at komme tilbage til hverdagen. Andre glæder sig kun til skoler og institutioner igen tager toppen af børnenes energi. Atter andre kan næsten ikke overskue at skulle i gang igen.

Jeg tror en af min kones veninder hører til i den sidste gruppe. Dem der har lidt svært ved at komme i gang. Hun er allerede begyndt at glæde sig til næste sommer. Efter en uge på arbejdet var hun helt færdig – og som hun sagde: Vi er ikke engang halvvejs gennem vinteren endnu!

Vi er mange, der ikke holder helt fri. Fordi arbejdet rumsterer i baghovedet fra tid til anden. Det behøver der ikke være noget galt med. Det er dog stadig sådan, at vi arbejder i de fleste af årets uger. Og så er det jo ærgerligt, hvis det er noget, vi skal prøve fuldstændig at glemme.

På den anden side skal man også forsøge at holde fri, når man har fri. Ellers bliver ferien lidt ligesom når man ikke kan sove, fordi bekymringerne ødelægger ens gode nattesøvn. Og tre uger uden søvn er ikke nogen god idé.

Ikke desto mindre, så er der en pointe i at samle sig om det, man laver. Lige meget om det så er ferie, nattesøvn, børnene eller arbejdet. Man skal være til stede i det, man gør. Samle tankerne. Tage tiden til nøje.

Lev i nuet. Sådan er der et valgsprog, der siger. At være tilstede. Leve i nuet. Først og fremmest er det opskriften på at få tømmermænd. Men det er også en øvelse i ikke altid at være på vej andre steder hen i tankerne.

Måske er det dét festivaldeltagere er gode til. At give sig hen til nuet. At leve i nuet. Jeg ved det ikke om det passer, for jeg har aldrig været på festival. Jeg tror ikke, jeg egner mig til det, så jeg vil givetvis virke meget ufestlig. På den anden side, kan jeg vel ikke ødelægge en hel festival med min egen private uduelighed. Så måske tager jeg alligevel afsted en skønne dag. Hvis helbredet holder. Og hvis jeg kan få en billet.

Indtil da vil jeg forsøge at øve mig i livsnærvær. Det er nemlig ikke noget, der er forbeholdt særlige begivenheder som f.eks. ferier, fødselsdage eller festivaler. Sandheden er nemlig den, at det altid er nu. Hvert eneste øjeblik er nu, så der er rig lejlighed til at øve sig.

Hvis man endelig har brug for en særlig anledning til at leve i nuet, så kan jeg anbefale en gudstjeneste. Den er næsten endnu mere fordringsløs end en ferie. Og hvis det – mod forventning – viser sig, at man ikke egner sig til at gå til gudstjeneste, så får man fuld valuta for sin indsats alligevel. Det bliver et helt særligt nu. Det øjeblik man træder ud af kirken igen. Det kan kun gå godt. God fornøjelse!

Publiceret 17 August 2019 06:00