I baggrunden ses den løsslupne campingvogn, der ramte ChokoladeFabrikken mandag eftermiddag. Foto: Brian Mogensen

I baggrunden ses den løsslupne campingvogn, der ramte ChokoladeFabrikken mandag eftermiddag. Foto: Brian Mogensen

Løbsk campingvogn torpederede flagstang og kæmpeisvaffel

Utrolig heldigt kom ingen til skade, da en bil tabte en campingvogn på Adelgade i Skanderborg

Af
Claus Sonne

At det rent faktisk kan være rigtigt, at heldet følger de tossede, fik man et skoleeksempel på mandag eftermiddag på Adelgade i Skanderborg.

Her 'nøjedes' en løbsk campingvogn nemlig med at torpedere - og knække - en flagstang samt at flytte ChokoladeFabrikkens kæmpeisvaffel og dennes ret så tunge fod fra vejen og cirka tre meter ind til butikkens facade.

Ifølge vidner til episoden slap campingvognen kontakten med 'sin' bil, da duoen i vestlig retning kørte over brostensbelægningen ud for UgeBladets redaktion.

Bilen kørte lidt videre, mens campingvognen fortsatte til venstre og ind mod ChokoladeFabrikken. Heldigvis var der hverken is- eller chokoladespisende gæster i stolene foran butikken eller forgængere. Ellers kunne det være gået grueligt galt.

Ifølge UgeBladets oplysninger var der tale om en campingvogn, der havde huset sin ejer på Smukfest.

Vidner fortæller, at campingvognen efterfølgende blev gjort fast til bilen, der havde tabt den, vha. en hammer. Det er vist ikke en fremgangsmåde, der står i den store campingguide...

Publiceret 13 August 2019 14:30