Smukugen er en mulighed for at stoppe op midt i hverdagens travlhed og blive mindet om, at der er så meget i livet, der er smukt. Og at alt ikke behøver være perfekt. Foto: Per Bille

Smukugen er en mulighed for at stoppe op midt i hverdagens travlhed og blive mindet om, at der er så meget i livet, der er smukt. Og at alt ikke behøver være perfekt. Foto: Per Bille

Læg sammenligningskulturen på hylden og nyd det smukkeste

Fællesskabet er smukt. Musikken er smuk. Søen er smuk. Kæresten er smuk. Du er smuk. Jeg er smuk

Af
Jendre Nørby Fyhn

sognepræst i Skanderborg sogn

I denne uge har der været Smukfest i Bøgeskoven i Skanderborg. Skanderborg forvandles til Smukby.

Og Skanderborg Slotskirke åbner denne uge som Smukkirke, hvor man kan finde et åndehul, finde fred og finde nogen at snakke med. I den forstand er alt smukt i uge 32 i Skanderborg.

Forhåbentlig griber vi smukugens mulighed for at lægge sammenligningskulturen til side for en tid og nyde livet i sin helhed

Det siges, at det bedste er det godes værste fjende. Det gælder på samme måde for det, der er smukt. Det smukkeste er det smukkes værste fjende. Hvad vil det sige?

Det vil sige, at når vi jager efter det bedste og det smukkeste, så kan vi ikke længere være tilfredse med det, der er godt og det, der er smukt. Som dronningen i eventyret om Snehvide, der kun kan være glad, så længe spejlet svarer hende, at hun er den smukkeste i landet.

Sådan er den sammenligningskultur, som på mange måder præger vores samfund - særligt på de sociale medier. Der er kun plads til én på toppen. Og derfor ender jagten på det bedste og det smukkeste nemt med utilfredshed, skuffelser og skam.

Sognepræst Jendre N. Fyhn

Sognepræst Jendre N. Fyhn

Åndehul i hverdagen

Smukugen er en mulighed for at stoppe op midt i hverdagens travlhed og blive mindet om, at der er så meget i livet, der er smukt. Og at alt ikke behøver være perfekt.

Fællesskabet er smukt. Musikken er smuk. Søen er smuk. Kæresten er smuk. Du er smuk. Jeg er smuk.

Forhåbentlig når den sidste følelse også at komme. Forhåbentlig griber vi smukugens mulighed for at lægge sammenligningskulturen til side for en tid og nyde livet i sin helhed. Forhåbentlig - for selvfølgelig er der også i smukugen rigtig mange muligheder for at sammenligne sig med andre omkring os og med alle dem, der står på scenen.

Hvis du kan mærke, at sammenligningskulturen alligevel sniger sig ind på dig i smukugen, så er du mere end velkommen til at lægge vejen forbi den åbne kirke på Slotsbanken og træde ind, tænde lys og ånde op.

Det smukkeste, det er Guds kærlighed

Her er der rum for at blive mindet om, at det smukkeste ikke er noget, vi skal kæmpe med hinanden om, men det tilbydes os alle, gratis, af nåde.

Det smukkeste, det er Guds kærlighed, og når vi spejler os selv og hinanden i den kærlighed, så behøver vi ikke længere sammenligne os med hinanden. Så er fjendskabet mellem det smukke og det smukkeste overvundet.

Så er der plads til alt, hvad der er smukt og godt. Så er der plads til dig og til mig. Også selv om alt ikke er perfekt.

Publiceret 11 August 2019 11:31