Jared Leto (foto) samt broderen Shannon på trommer udgør 30 Seconds to Mars. Foto: Mike Madsen

Jared Leto (foto) samt broderen Shannon på trommer udgør 30 Seconds to Mars. Foto: Mike Madsen

Hele baduljen: 30 Seconds to Mars forvandler Bøgescenen til et festorgie

Hollywood kommer til Smukfest med plastikflamingoer i bagagen.

Af
Thomas Meisel Rasmussen

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt tro, man var til demonstration. Forreste række ved Bøgescenen på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg er linet up med unge mennesker med flag. Røde, hvide, sorte. Alle med symboler og kryptisk tekst på.

Det er ikke 1. maj, men til gengæld den hårde skare af dedikerede 30 Seconds to Mars fans, der har indtaget deres pladser, og afventer deres Messias i form af Hollywoodstjernen og forsangeren i bandet, Jared Leto, samt broderen Shannon på trommer, der udgør bandet.

Jared Leto er klædt ud som tandfeen, hvis hun samtidig var pusher

En lidt spøjs opsætning, når det kommer til livemusik. Resten af instrumenterne kom fra en laptop placeret lidt ude mod backstageområdet bortset fra en bassist, der poppede frem på scenen en gang imellem. Men hvis det ikke er musikken, der er i fokus, hvad er det så?

Et hav af plastik

Det er uden tvivl festen. Jared Leto er klædt ud som tandfeen, hvis hun samtidig var pusher. Gennemsigtig lyserød natkjole, kæmpe solbriller og en kappe som James Brown havde været stolt af. Han vimser rundt på scenen og interagerer løbende med publikum. Allerede inden første sang er ovre er konfettikanonerne skudt afsted, og man tænker, det var det festfyrværkeri, vi fik lov at se.

Se Mike Madsens fotos fra koncerten her:

Men det var det ikke. Konfettikanonerne bliver luftet flere gange under koncerten, ligesom der bliver frigivet snesevis af gigantiske balloner ud over publikum. Som om det ikke var nok, sejler en god håndfuld badedyr også ud over skaren kort tid efter, ligesom røgmaskinerne får en tur.

Vi er ikke engang halvvejs gennem koncerten, men pladsen foran bøgescenen ligner et tyggegummipoppet festorgie. Det er på dette tidspunkt, at Jared Leto hiver et par dedikerede fans på scenen, hvilket førte til noget, som publikum nok sent vil glemme i form af en twerkende, nøgen mandlig festivalgæst ved navn Uffe.

Fra emorock til stadionhymner

Med næsten tyve år i musikbranchen har 30 Seconds to Mars ændret deres udtryk over årene. Der er langt mellem den fængende emo rock, som jeg husker den på numre som The Kill, og det synthladne musik, vi hører denne aften. Det er mere Coldplay end punk, men sangene er akkurat lige så velegnet til stadion sing alongs som altid.

Som om det ikke var nok, sejler en god håndfuld badedyr også ud over skaren

Men ved denne koncert var musikken ikke i fokus, det var festen. Og festet det blev der. Som et sidste trumf i ærmet inviteres hele festivalpladsen mere eller mindre op på scenen. Det ender med omkring 50 publikummer på scenen, der synger med på den sidste sang inden koncerten slutter.

Mens bandet forlader scenen kan man høre lyden af en ny folkehelt, der bliver hyldet af publikum; ‘Uffe, Uffe, Uffe!’.

Publiceret 09 August 2019 13:17