Suspekt brændte Bøgeskoven ned

Der var ild for alle pengene, da Suspekt gæstede Stjernescenen onsdag nat på dette års Smukfest

Af
Mathias Sonne

"Ingen slukker the stars," sådan lød det gang på gang fra Orgi-E, der sammen med Bai-D og Rune Rask danner den danske rapgruppe Suspekt, da de gæstede Stjernescenen på Smukfest onsdag nat. Albertslund drengene er blevet kendt for at gå til grænsen, når det kommer til seksuelt indhold i deres numre.

Se Per Billes fotos fra koncerten her:

Der er ingen tvivl om, at gruppens numre ikke er for alle, men det forhindrede ikke smuklingene i at møde talrigt op. Ligegyldigt, hvor man stod i det store publikum, var alle med på at have en fest med Suspekt.

Det blev da også gjort tydeligt fra koncertens begyndelse, at Suspekt havde i sinde at forsøge at brænde Bøgeskoven ned. Og selvom det ikke lykkedes bogstaveligt talt, så lykkedes det i den grad mentalt hos de mange fremmødte smuklinge. Med et scenesetup med to trommesæt, et stort fadølsanlæg, en bil som dj-pult og ild, flammekaster og generelt pyroteknik på alle tænkelige måder, fik de mange fremmødte masser for pengene.

Nul pause, masser af tryk

Rent musikalsk var formålet fra Suspekts side også rimelig klar: Så få pauser som muligt med så meget tryk på, som de kunne holde til. Der blev blandet ældre og nyere numre i til tider nærmest medley-lignende kombinationer, der formåede at holde folk i gang til stor succes.

Om det så var Orgi-E, der smuttede ned og hentede 3 unge piger op til gruppens egen version af en dåb, eller de mange muligheder for at synge med på de grænseoverskridende tekster, så gik det rent ind. Der er dog ingen tvivl om, at numre som ’Singlepik’, ’Søn af en pistol’, ’Proletar’ og ’Kinky Fætter’ er og forbliver Suspekts bedste livenumre, når det kommer til publikums reaktion.

Denne blev også forstærket, da gruppen tog Xander med op på scenen til henholdsvis ’Hæld op’ og som suppleant på ’Søndagsbarn’, hvorefter københavneren blev på scenen og fortsatte med at feste. Det skal dog noteres, at gruppen siden deres optræden på sidste års Smukfest er blevet et nummer rigere. Det nye nummer ’Gonzo’ er blevet en klar publikumsfavorit, og blev da også spillet to gange til store jubelbrøl hos smuklingene.

Der er ingen tvivl om, at Suspekt leverer varen live. Selvom gruppen blev udsat for små tekniske problemer, holdt de niveauet højt og leverede en koncert, der var dette års jubilæumsudgave af Smukfest værdig.

Publiceret 08 August 2019 11:19