Carporten til villaen var tidligere et udhus, hvor Ole Lund Kirkegaard og venner havde klubhus. Foto: Danbolig Skanderborg/Hørning

Carporten til villaen var tidligere et udhus, hvor Ole Lund Kirkegaard og venner havde klubhus. Foto: Danbolig Skanderborg/Hørning

Barndomshjem til salg:

Her voksede Ole Lund Kirkegaard op

En 248 kvadratmeter stor villa, hvor Ole Lund Kirkegaard slog sine folder som barn, er sat til salg i Skanderborg

Skanderborg Måske blev kimen til blandt andre Gummi-Tarzan, Hodja fra Pjort og Otto er et næsehorn allerede lagt i huset på hjørnet mellem Sygehusvej og Ole Lund Kirkegaards Stræde i Skanderborg. Her voksede den folkekære børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaard nemlig op. I dag er barndomshjemmet til salg. Skulle man være i tvivl om, hvilket hus der er tale om, pryder Gummi Tarzan og to 'sløngler' gavlen på carporten ud mod strædet.

Netop carporten var tidligere et udhus, hvor Ole Lund Kirkegaard og venner havde klubhus. Generelt var haven bag villaen fra 1854 et sted, hvor gadens børn kom meget. Her var alt tilladt. Det fortæller Flemming og Birgit Hildebrandt, der i dag bor i huset.

"Fortællingerne går på, hvordan de byggede huler i haven og gravede kanaler til små både. De måtte det hele, så længe de dækkede det til igen," siger Birgit Hildebrandt til Boliga.dk.

Gummi Tarzan og to 'sløngler' pryder gavlen på carporten ud mod strædet. Foto: Google Street View

Gummi Tarzan og to 'sløngler' pryder gavlen på carporten ud mod strædet. Foto: Google Street View

Nu skal nye overtage

Flemming og Birgit har boet på adressen siden 1990. I den tid er huset blevet grundigt renoveret, men historierne lever stadig videre.

"Det har været en spændende tid sammen med Gummi Tarzan og 'slønglerne' (på gavlen red.), som er blevet vist rigtig stor interesse af skanderborgenserne og ikke mindst besøgende i byen," siger Birgit Hildebrandt til Boliga.dk.

Men nu er det altså tid til, at en ny familie overtager historierne og huset - hvis det frister, skal man slippe 4.998.000 kroner for den 248 kvadratmeter store villa.

Se flere billeder af boligen her.

csj

Publiceret 23 July 2019 13:45