Der er visse hot spots i byen, hvor der stadig ligger meget skrald, men folk, som tager på fx en gå- eller løbetur er blevet gode til at tage deres skrald med sig. Arkivfoto

Der er visse hot spots i byen, hvor der stadig ligger meget skrald, men folk, som tager på fx en gå- eller løbetur er blevet gode til at tage deres skrald med sig. Arkivfoto

Sommerskrald i Skanderborg:

Flere rydder op efter sig, men visse steder halter det

Det koster et par hundrede tusinde kroner ekstra at rydde op henover sommeren

Af
Christina S. Johansen

Affald Det er sommer, solen skinner og ferietiden er over os. Vi skal ud i naturen med både madpakker, ispinde og øldåser. Det medfører affald, som helst skal lande i en skraldespand, men gør det nu også det i Skanderborg Kommune?

Der er både godt nyt på visse områder og samtidig en melding om, at alt er ved det gamle andre steder, fortæller Jens-Erik Dengsøe, der er kommunens entreprenørchef:

"Jeg synes, at vi kan se en positiv nedadgående tendens, når det gælder folk, som tager på en gå- eller cykeltur ud i naturen. Her synes jeg, at man har fået en rigtig god adfærd. Vi kan også virkelig se, at der hen over foråret har været mange frivillige, som har indsamlet skrald for eksempel i rabatterne, hvor vi klipper græs," siger han.

"Men der er selvfølgelig steder som ved McDonalds, hvor vi kunne stå konstant. Her er bare en dårlig kultur med lige at åbne vinduet og smide sit skrald ud. Og så er der vores hot spots Byparken i Skanderborg, Sønder Ege og Knud Hule i Ry samt Bytoften i Galten. Her hygger de unge sig og har så meget andet i hovederne end at rydde op. Vi kan selvfølgelig forsøge at opdrage de unge bedre, men vi var nu nok ikke selv bedre, da vi var i den alder," fortsætter han og forklarer, at kommunens folk derfor rykker ud til disse steder og samler skrald lørdage og søndage - og mandag morgen for Bytoftens vedkommende.

Meget sol = meget skrald

Mængden af skrald i den skanderborgensiske natur er nærmest ligefrem proportional med, hvordan vejret arter sig. I 2017 var der derfor ikke meget at lave for Jens-Erik Dengsøes mænd, mens den gode sommer sidste år betød masser af arbejde.

"Så vi prøver lidt at geare vores bemanding efter vejrudsigten," siger entreprenørchefen.

Sommerskraldet og rengøringen heraf løber op i et par hundrede tusinde kroner ekstra om året, vurderer Jens-Erik Dengsøe.

Han forklarer desuden, at hans folk også sørger for, at der ligger bålbrænde ved områdets sheltere, sådan at der ikke ryger et bord/bænkesæt i flammerne i stedet.

Publiceret 11 July 2019 09:00