I dag dimitterede årets studenter fra Skanderborg Gymnasium. Jakob Thuelsen Dahl holdt dimissionstalen for dem. Pressefoto

I dag dimitterede årets studenter fra Skanderborg Gymnasium. Jakob Thuelsen Dahl holdt dimissionstalen for dem. Pressefoto

Rektors tale til studenterne: Det gode, det smukke og det sande

Skanderborg Gymnasium har i dag sagt farvel til årets kuld af glade studenter. Læs her rektor Jakob Thuelsen Dahls dimissionstale om demokrati og kampen for at bevare det

Af
Jakob Thulesen Dahl

rektor på Skanderborg Gymnasium

LILLE NEGERDUKKE

Lille negerdukke

sover i min seng

sammen med en dejlig

gul kineserdreng.

Jeg har sunget mine

kære børn til ro,

klappet dem på kinden,

kysset begge to.

Vi er een familie.

Børn af samme jord.

Sov, min sorte søster!

Sov, min gule bror!

Fra Halfdan Rasmussens ’Børnerim’, 1964

Vores moderne tid, vores måde at være på – vores måde at gøre ting på – vores måde at være sammen på, har været længe undervejs.

Efter Romerrigets fald i det 5. århundrede bredte skovene sig i Europa, da den centrale styring kollapsede efter flere hundrede års forfald, fordi det centrale styre ikke formåede at give værdi nok til de mennesker, der boede i de decentrale regioner, der derfor begyndte at gøre som de selv ville.

Riget faldt så at sige sammen indefra. Men skovene bredte sig helt bogstaveligt og de romerske stenveje groede til, og de største tænkere forskansede sig helt konkret bag tykke mure i de kristne klostre, mens verden udenom blev revet i stumper og stykker af de mange familiestridigheder om jorden, skatten og den fysiske magt.

I vores ende af verden, her højt mod nord, kæmpede kongesøn mod far og bror mod bror, og lille konge svor troskab til stor konge, indtil stor konge mistede grebet i magtens spil og blev spist politisk af en endnu større fisk.

Har I set de første (de bedste) fire sæsoner af Game of Thrones og kan I jeres middelalderhistorie, så ved I, hvad jeg snakker om.

Men ud af det kaos og de mange magtspil voksede der to ting. For det første kom munkene ud af klostrene og lærte os at bede og arbejde, lærte os at vi skal kunne stå tidligt op, at vi skal gøre vores pligt.

Og at vi skal have en moralsk ren samvittighed eller i det mindste stræbe efter den, og at vi måske mest af alt skal have respekt for den fælles samfundspagt, hvor ærlighed og redelighed og respekt for loven på den lange bane sikrer de fleste mennesker de mest stabile liv.

Og for det andet var det tydeligt, at bøn alene ikke helt var nok - landbrug og fiskeri giver ligesom ikke adgang til de rigtigt fede ting. For det kan godt være at ydmyghed og gudfrygtighed giver ro i sindet, men lækre uldstoffer, fine håndsyede sko, smukke huse og masser af fantastisk mad og god øl gør det nu lige lidt bedre.

De, der opdagede det behov først, tjente de første penge, og de der først fandt ud af, hvor man kunne skaffe disse varer og hentede dem hjem - tjente de fleste penge.

Det fascinerende ved godt købmandskab, skal man huske, er at sikre, at såvel sælger som køber gør en god handel. En købmand der snyder sin kunde, mister sin kunde, og den kunde, der snyder sin købmand, kan ikke længere forvente at kunne købe.

De første og største i denne vores moderne tids historie er derfor købmændene fra Venedig, Firenze og Pisa, der mødte deres absolutte ligemænd i de arabiske og persiske købmænd på markedspladserne i det nuværende Tyrkiet, Syrien og Israel.

Det interessante er, at de dygtigste købmænd var dem, der udviste mest respekt for den arabiske eller persiske eller asiatiske købmand, som de mødte og handlede med.

Ikke overraskende gav mødet mellem den dybe viden og arbejdsomhed, som munkene besad, og den imødekommende og rationelle økonomi, som købmændene forstod, et samlet fundament for en helt ufattelig innovation og vækst.

En økonomisk vækst, der gjorde det muligt, at så mange fantasifulde, nysgerrige og hårdtarbejdende mennesker kunne udvikle alt det, vi i dag ser på som vores helt naturlige rammer. Katedralskoler, universiteter, banker, købssteder og håndværk, ånden og hånden udfordrede hinanden i de politiske interessekampe, der naturligvis var.

Disse interessekampe gjorde det nødvendigt med nybrud og modige beslutninger, der gjorde, at Columbus fik penge til sine skibe, og at Jan Huus og Martin Luther kunne udfordre den stivnede katolske kirke og give os reformationen.

Med Gud som et personligt anliggende kunne videnskaben få endnu bedre kår, og videns-eksplosionerne stod i kø – lægevidenskaben, matematikken, fysikken og astronomien, Gallilei, Newton, Kopernikus og tekniske revolutioner som kikkerten, trykpressen, mikroskopet, sekstanten, geværet og dampmaskinen og så mange flere. I har hørt historien før.

Nybrud også i forståelsen af samfund og med Locke og Montesquieu, Rousseau og Adam Smith fik vi udviklet den teoretiske base for vores moderne samfund.

Stats og retsforståelsen med den tredelte magt, og med Smiths frie marked, hvor den usynlige hånd styrer – den der sørger, for at bagermesteren orker at stå op kl. 3 og bage det brød som arbejderen skal kunne købe kl. 7.

Vi lærte, at det nytter at arbejde, at det nytter noget at kunne noget, og vi lærte, at ro og orden, moral og retssikkerhed og uddannelse er afgørende for denne vækst. Når der var krig og ufred, tabte vi momentum, og for mange penge blev brugt uden egentlig at skabe værdi for fællesskabet.

Folket blev trætte af den uproduktive landadels forældede rettigheder og blev trætte af deres ødelæggende konflikter og pressede på for bedre vilkår.

Med stigende økonomiske interesser i handel og industri fulgte en interesse for også at kunne være med til at bestemme, hvordan samfundet skal udvikle sig, hvor skal vi have skoler, hvor skal vi have havne og veje, og hvordan skal vi sikre, at der er styr på økonomien.

Den udvikling gav os demokratiet som den mindst ringe styreform. Borgeren, købmanden, den pligtopfyldende håndværksmester, juristen, præsten, arbejderen og bonden og med tiden både mand og kvinde og rig og fattig. Alle fik vi noget at skulle have sagt.

Demokratiet kræver dog, at vi alle sammen tror på det, og at vi tror på den samtale og de beslutninger, som vores folkevalgte på vores vegne skulle tage.

I 1945, på randen af anden verdens krigs kaos, skrev den danske teolog og professor Hal Kock en lille bog med titlen: 'Hvad er demokrati'.

I den forklarede Hal Koch, hvordan demokrati i virkeligheden er en samtale, og at mennesker nødvendigvis skal have gensidig respekt og forståelse for hinandens problemer, hvis vi skal leve godt.

Som Hal Koch så det, kunne vi kun i fællesskab finde frem til de bedste løsninger. Alternativet er dårligt og vil komme til udtryk som magtkampe mellem mennesker og dermed krig.

Hal Koch giver selv det bedste eksempel, når han fortæller følgende historie:

"Der findes et Sted her i Landet et Sogneraad med to Grupper, en Flertalsgruppe paa 7 Medlemmer og en Mindretalsgruppe paa 4.

Flertallet er solidt, og der er ingen Grund til at tro, at det skal rokkes i de første mange Aar. Ved Møderne gaar det ofte saaledes til, at Flertallet kort og knapt fremsætter det Forslag, man i Gruppen er blevet enige om.

Oppositionen faar derpaa Ordet. Den afgiver et langt, ofte velbegrundet Indlæg, som viser Vanskelighederne ved Sagen.

Under dette Indlæg kan ingen se, om Flertalsgruppens Medlemmer hører efter eller sover, men man maa vel gaa ud fra, at de gør det første.

Naar Oppositionen er færdig med sine Indvendinger, foreslaar Formanden, at man skrider til Afstemning. En nærmere Drøftelse finder han som Regel ikke nødvendig.

Det er den heller ikke, for Flertallet har afgjort Sagen i Forvejen og bryder sig ikke en Døjt om Modparten eller dens Synspunkter.

Men Mødet slutter altid med en god demokratisk Afstemning, og alle vilde blive højst forbavset - Mindretallet dog maaske glædeligt overrasket - ved at høre den Paastand fremsat, at denne Ordning er i højeste Grad udemokratisk.

Hvorfor er dette udemokratisk?

Af den simple Grund, at Sagerne her afgøres ved Slagsmaal. Ganske vist er det Stemmesedler, man slaas med, men det ændrer ikke Realiteten.

Vaabnene kan til de forskellige Tider være forskellige. Achilleus og Agamemnon kæmpede med Sværd og Lanse. Moderne Krige mellem Stormagterne føres med Tanks og Flyvemaskiner. Landsbyens Krige føres med Chikanerier og Bagvaskelse.

I hint Sogneraad føres Krigen med Afstemning. Det er mere ublodigt end de fleste andre Former for Krigsførelse, men demokratisk er det ligefuldt ikke.

Demokratiets Væsen er nemlig ikke bestemt ved Afstemningen, men ved Samtalen, Forhandlingen, ved den gensidige Respekt og Forstaaelse og ved den heraf fremvoksende Sans for Helhedens Interesse.

Det mærkeligste ved hint Sogneraad er, at Oppositionen overhovedet gider give Møde.

Det varer formodentlig heller ikke længe - om Systemet fortsættes - før den opgiver sin Virksomhed. Saa har man naaet den Situation, hvor det ogsaa i det Ydre er blevet tydeligt, at der her ikke er Tale om Demokrati, men om et Diktatur fra Flertallets Side."

Demokratiet kræver derfor, at man som borger tager del i samtalen, at man siger sin mening, respekteres for den, men afkræves argumenter for den. Og har man ikke argumenter med stor nok styrke, så taber man den demokratiske politiske samtale og må bøje sig for stærkere argumenter.

Det er derfor, at Hal Kock ser afstemningen i sig selv som et svaghedstegn, og det er præcis derfor at langt de fleste love i Danmark vedtages med mange stemmers overvægt, fordi de enkelte partier ser større gevinst ved at sidde med ved forhandlingsbordet – sidde med i samtalen, end ved at sidde udenfor.

Det er derfor, at vi faktisk skal hylde og forsvare Rasmus Paludans ret til at tale og til at stille op samtidigt med, at vi skal kræve af ham, at han tager del i samtalen, og det er vel nok den del, han ikke fejler på.

Vi skal fordømme dem, der laver voldelige og truende moddemonstrationer, der udfordrer den almindelige sikkerhed, og derfor kræver et helt uhørt forbrug af politiarbejde. Det er ikke ordentligt, og de, der søger konfrontationen på den måde, er ikke demokrater.

Paludans holdninger og ideer til løsninger skal nok tabe til almindelig sund fornuft og til de gode argumenter for – som jeg her har forsøgt at illustrere – hvad der i virkeligheden vil være de bedste løsninger for os alle sammen i fællesskab.

Meningen med denne tale er selvfølgelig at sende jer ud i verden med dette:

Demokratiet, det er også jeres ansvar.

Og demokrati er ikke en selvfølge!

Vi tror ofte, at der jo slet ikke kan være andet end demokrati, og vi kan ikke forestille os noget andet. Men jeg er nødt til i denne forbindelse – nu jeg har jeres opmærksomhed – at huske jer på, at demokrati ikke er nogen selvfølge.

Den engelske historiker David Runcimann skrev sidste forår en bog med titlen: Sådan ender demokratiet.

Ifølge Runcimann vil demokratiet i vores del af verden dog ikke ende med en revolution og militær magtovertagelse, det er vi i den vestlige verden for rige, for gamle og for vant til stærke systemer til

Nej, hos os vil demokratiet dø, fordi vi holder op med at samtale, fordi vi holder op med at have en holdning til systemets dele, som vi vil forsvare og argumentere for.

Set med de briller er Twitter-Trump’s fake news og Paludans Stram Kurs måske faktisk en lille redningskrans til demokratiet, fordi de i den grad udfordrer os til at mene noget om dem, og det de står for, som på mange måder er ødelæggende for demokratiet.

Risikoen er nemlig, at demokratiet ligeså stille forsvinder i forlængelse af, at vi fjerner os mere og mere fra den kritiske diskuterende samtale, hvor vi faktisk – hver enkelt af os – mener noget og kan argumentere for det.

Som jeg ser det, er det faresignaler i den retning, når vi, sikkert i bedste mening på alle måder forsøger at undgå at krænke nogen.

Vi joker tit med det, men det er alligevel – som med den urimelige censur af Halfdan Rasmussens gamle fine digt, som jeg startede med – en indstilling der får os til at handle.

Negerdukken og kineseren er jo ikke de eneste, der er blevet censureret væk fordi et menings-diktatur kræver det. Pippis negerkongefar er blevet til en sydhavskonge, mexico-temafesten på Københavns Universitet blev aflyst, den unge blonde danske sang er krænkende.

Senest har New York Times meddelt, at de ikke vil vise karikaturtegninger mere efter en kritik af en for mig at se, ganske harmløs satiretegning, hvor en blind præsident Trump har den Israelske præsident Netanyahu som gravhunde-førerhund. Den var der nogen, der tænkte, kunne forstås antisemistisk!

Jeg frygter, at vi ender med at bruge den aller-mikro-mindste fællesnævner for, hvad vi må og ikke må, fordi vi hele tiden bliver nødt til at veje det, vi gør, op imod en risiko for, at vi måske krænker nogen. I stedet for at kunne tage samtalen med hinanden i almindelig respekt.

Selvfølgelig skal ingen føle sig nedgjort eller krænket, men det har vi jo faktisk haft en lang tradition for at forfølge – det kaldte vi i gamle dage ære og i vore dage injurier – og det kan man få prøvet ved domstolene af fornuftige mennesker – så længe det varer – for i det ikke demokratiske samfund vil selv dommerne ikke turde gøre andet en at dømme efter mindste fællesnævner.

Og det er ikke fordi vi ikke skal vise respekt og passe på hinanden, Købmanden fra Venedig gjorde aldrig grin med den arabiske købmænd – selvom de helt sikkert har fortalt fantastisk sjove vittigheder om hinanden, når de sad der og forhandlede tilbage i 1200-tallet.

Det var det den gode moral sikrede og måske en god kammerat, der kunne lægge hånden på skulderen af vennen, når han blev lidt for kæk…

Et andet eksempel på hvordan vi mere og mere styrer efter frygt og ikke fornuft, er vores helt aktuelle dataforskrækkelse. Det er nemlig i præcis samme retning. I forlængelse af, at vi som individer langsomt, men sikker mister tilliden til samtalen og til den enkeltes dømmekraft og fornuft, så bliver vi mere og mere bange og mere og mere beskyttende.

Og ja der er selvfølgelig mange eksempler på, at idioter derude misbruger data og forsøger at ryste vores generelle tillid, og ja, der er alvorlige brud på tilliden og jo nok meget tydeligere i en digital verden, end vi måske så tidligere.

Alligevel skal vi huske på, at hvis der er nogen, der deler udstillende billeder der ikke skal deles – eller misbruger viden om menneskers helbred eller misbruger viden om mit kontonummer - så er det ikke nødvendigvis ondskab.

Så er det måske bare dumt og tåbeligt og forbudt i god gammeldags forstand og måske endda kriminelt – og som sådan bør vi behandle det.

Men det er ikke krænkende, når en glad mor viser et billede frem af sin to-årige, hvis hun synes, det er på sin plads. Det er ikke krænkende eller synd for det oprindelige folk på Hawaii at vise et glad billede fra en strand med glade sommergæster i Hawaii-skjorter - eller fra jer studenter her ude i parken lige om lidt.

Det er ikke krænkende, at være glad for at vise, at man er glad for de fællesskaber, man har på fodboldholdet, klassen eller vennerne på stranden. Hvis vi holder op med det, bliver vi endnu mere alene, og hvis vi ikke kan tage samtalen, hvis vi er trætte af et billede i lige netop den skjorte, så holder vi også op med at kunne tage hensyn til hinanden ud fra et sundt fornufts aspekt.

Lone Hørslev har i digtsamlingen Dagene er data fra sidste år leget med det:

DATA BARE TAG DET

Alt er data og vi forærer det væk, åh VÆK MIG når de trælse

søgemaskiner er gået hjem

igen som skuffede gæster til et selskab

med kedelige og forudsigelige bordherrer.

Min næse, mit syn og mine øjenvipper er data, bogen under brillen

der er grå, er data, min

personlighed, personnummer, postnummer og bilens

lidt støvede nummerplade er data.

Lidt udslæt på kinden er data. Svar på prøven, data

på apotekets server, en

recept på noget creme – bare tag det.

Bevidsthed, bevidsthedsstrømmen og udslæt, gammelt

materiale

Fra barndommens gade

datiden er i særdeleshed data.

Da du kyssede mig

den allerførste gang

og jeg faldt om

og knaldede knæene i asfalten

så de ar jeg har

altid vil minde mig om dig

alle digtene

jeg har skrevet og skriften

på papirets hvide hud

er data.

Vi er selv data, vi viser data, og vi taler sammen om noget, der også er data – så vi skal huske på Hal Koch, at det ikke er befordrende for samtalen hvis nogen – flertallet – ikke vil samtale.

Derfor er det så vigtigt, at I holder fast i jeres sunde fornuft, når I møder hinanden, og I møder verden. I skal arbejde hårdt og målrettet. Blive dygtigere for hver eneste dag, men huske, at I skal dele med hinanden i respekt.

I får kun gode samtaler, og vi kan kun redde demokratiet, hvis I både lytter og taler.

God rejse

Publiceret 28 June 2019 20:30