DHF hædrer Lars Tang Jørgensen og Charlotte Bjørn Hansen, som står i midten. Fotokredit: Jan Christensen/DHF

DHF hædrer Lars Tang Jørgensen og Charlotte Bjørn Hansen, som står i midten. Fotokredit: Jan Christensen/DHF

Galten FS er årets håndboldklub:

"Et kæmpe skulderklap til os alle"

Stort tillykke til Galten FS Håndbold

Af
Christina S. Johansen

Galten Da EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Færøerne fandt sted i Gigantium i Aalborg søndag 16. juni var det med nogle spændte repræsentanter fra Galten FS Håndbold på sidelinjen. Klubben var nemlig nomineret til Årets Håndboldforening 2019.

"I pausen blev vi kaldt ned på gulvet sammen med de andre to nominerede klubber, og så blev begrundelsen for vinderen ellers læst op. Jo mere, der blev sagt, jo mere synes jeg godt nok, at det lød som os," fortæller Lars Tang Jørgensen med et lille grin.

Og formanden havde helt ret. Det blev nemlig Galten FS Håndbold, som DHF kårede til Årets Håndboldforening 2019.

"Vi er meget stolte og glade. Det er jo et kæmpe skulderklap til alle omkring klubben. Trænere, spillere, forældre, frivillige og sponsorer. Det her er en pris til os alle," siger Lars Tang Jørgensen.

Tør tænke innovativt

Begrundelsen for at valget er faldet på netop Galten FS er blandt andet klubbens fokus på at kombinere håndbolden med en masse sociale tiltag. Desuden har klubben haft succes med at fastholde og rekruttere både spillere, trænere og frivillige.

"Galten FS tør tænke innovativt og er ikke bange for at teste nye idéer af. Det gælder både i forhold til det sportslige, men ikke mindst det sociale. Teambuilding, årlige senior- og ungdomsstævner, spaghettihåndbold, Brag i Hallen, HOPLA-bold og Håndboldens Dag er blot nogle af de mange sociale tiltag, der gør, at klubben de seneste år har fået flere trænere, frivillige og ikke mindst medlemmer," sagde Betina Lyng Bjerre ved kåringen i Gigantium.

Skal kunne favne alle

Det er helt rigtigt set, at Galten FS Håndbold har det sociale i højsædet.

"Vi har arbejdet målrettet specielt med ungdommen i forhold til, at vi gerne vil favne alle - også dem, som ikke kun går op i at vinde, men hvor det mere handler om at have det sjovt. Alle skal føle, at de er med og får tid og opbakning, for det giver virkelig lyst til at være i klubben. Det har betydet, at vi på fire år har næsten fordoblet vores medlemstal, og det har skabt et miljø, hvor alle bakker super meget op om klubben," siger Lars Tang Jørgensen, som fortsætter:

"Selvfølgelig vil vi også gerne vinde kampe, og vi vil gerne favne dem, som kan og vil noget mere, men vi er først og fremmest en breddeklub - og ud af bredden kommer eliten."

Publiceret 18 June 2019 11:30