Silke Jørgensen er frustreret over skolens tilsyneladende mangel på viden om ordblindhed og den evige parole om, at der mangler ressourcer til at hjælpe. Foto. Grethe Bo Maden

Silke Jørgensen er frustreret over skolens tilsyneladende mangel på viden om ordblindhed og den evige parole om, at der mangler ressourcer til at hjælpe. Foto. Grethe Bo Maden

"Skolen svigter min ordblinde datter"

Silke Jørgensen er som mor til en ordblind datter på Virring Skole frustreret over den hjælp, datteren får til at tackle sit handicap

Af
Grethe Bo Madsen

Skanderborg "Jeg er rasende, ked af det og frustreret. Jeg har krænget mit inderst ud i forsøget på at få hjælp til min ordblinde datter."

Silke Jørgensen har ikke mange rosende ord til overs for Virring Skole. Her har hendes nu 16-årige datter gået siden 3. klasse. Allerede da datteren begyndte på skolen, mente familien, at hun var ordblind, men først halvvejs gennem 5. klasse blev hun testet og konstateret ordblind.

"I starten fik vi bare at vide, at det skulle trænes væk. Siden har det været en lang slåskamp med skolen om at få hjælp," fortæller hun.

Min datter er meget påvirket af sit handicap, og det går ud over hendes selvtillid. Hun føler sig til besvær og er flov. Hun har det skidt med, om de andre tænker, at hun er dum.

Utilstrækkelig hjælp

Datteren har fået et grundforløb med læseteknik og en it-rygsæk som støtte til hjælp i hverdagen. Efter et møde med skoleledelsen i maj har familien desuden fået lovning på ekstra undervisning i dansk og engelsk frem til sommerferien. Alligevel mener Silke Jørgensen ikke, at hjælpen er kommet hverken rettidigt eller er tilstrækkelig.

"Vi oplever en dansklærer, som åbent erkender, at hun ikke har viden om ordblindhed og som ikke ved, hvordan hun skal give min datter støtte i timerne, eller hvordan de hjælpemidler, hun har fået udleveret, fungerer. Samtidig handler det jo ikke bare om, at vores datter skal have ekstra læsestøtte. Hun er kommet bagud i andre fag, og det vil vi have at skolen giver hende støtte til at indhente," understreger hun.

De andre tror, hun er dum

"Min datter er meget påvirket af sit handicap, og det går ud over hendes selvtillid. Hun føler sig til besvær og er flov. Hun har det skidt med, om de andre tænker, at hun er dum. Hun trives overhovedet ikke," siger Silke, der havde håbet, at skolen ville gøre en indsats i forhold til at afmystificere ordblindhed og skabe forståelse blandt de andre elever for, hvad det vil sige at være ordblind. Det er dog langt fra tilfældet.

Det står i loven, at skoletilbud skal være gratis for forældrene, men hvis skolen ikke leverer varen og ikke har kompetencer og ressourcer, hvad gør man så som forælder?

"Samtidig skal jeg hele tiden fortælle lærerne, hvad min datter har krav på. Det er meget opslidende. Hver gang licenser udløber til programmer i hendes it-rygsæk, er det et problem. Til terminsprøven kunne hun ikke komme online. Det er bare ikke optimalt. Den slags ting virker måske ubetydelige i den store sammenhæng, men det rammer hende rigtig hårdt, fordi hun bliver udstillet hver gang."

I 2017 deltog Silkes datter i en periode i det intensive læringsforløb, Læringslokomotivet, som Skanderborg Kommunes i samarbejde med EgmontFonden tilbyder udfordrede unge. Forløbet var en stor succes for datteren, der rykkede sig markant, men ifølge Silke fulgte skolen aldrig op.

Ingen opfølgning

"Forløbet blev sluttet af med en overdragelsessamtale med en af min datters kontaktlærere. Her blev der fortalt om, hvilke redskaber og metoder, der hjælper min datter bedst muligt i undervisningssammenhæng. Den viden skulle kontaktlæreren give videre til de øvrige lærere. Det er bare aldrig sket. Min oplevelse er ganske enkelt, at skolen svigter min datter," konstaterer Silke Jørgensen, der nu har taget konsekvensen og skrevet datteren op til en efterskole for ordblinde. Den plads mener hun, Skanderborg Kommune bør betaler for.

"Det står i loven, at skoletilbud skal være gratis for forældrene, men hvis skolen ikke leverer varen og ikke har kompetencer og ressourcer, hvad gør man så som forælder," spørger hun.

Erfa-gruppe af forældre

Det ærgrer Silke, at Virring Skole ikke har villet hjælpe hende med at komme i kontakt med andre forældre til ordblinde børn på skolen.

Jeg har foreslået, at vi kunne oprette en ERFA-gruppe af forældre til ordblinde børn. Det er jo tosset, at vi hver især bruge så meget tid på at finde ud af, hvordan de børn hjælpes bedst muligt. Med en ERFA-gruppe kunne vi dele ud af vores viden hver især. Det kunne være en stor styrke."

Publiceret 18 June 2019 19:30