Sognepræst Iben Johanne Thomsen, Gl. Rye Sogn

Sognepræst Iben Johanne Thomsen, Gl. Rye Sogn

Præsteklumme:

"De dybeste ting i vores liv kommer af sig selv"

Ugens præsteklumme-skribent kommer fra Gl. Rye Sogn

Af
Af Sognepræst Iben Johanne Thomsen

Gl. Rye Sogn

Guds rige kommer af sig selv, hedder det et sted i Det nye Testamente. Som med en mand, der har tilstået jorden. Han sover og står op, nat og dag og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, og sådan er det med Guds rige.

Kan noget godt komme "af sig selv"? Modsiger det ikke alt, hvad vi ellers tænker om det, der gør os godt? At det er noget, vi skal gøre os umage med og stræbe efter det, inden det indfinder sig. Og så bare: Det kommer helt af sig selv. Uden om al stræbsomhed, planlægning og kontrol.

Evangeliet om Guds rige har altid været et angreb på den ide, at menneske er man først i det øjeblik, hvor man har realiseret sine potentialer og dybeste overbevisning. Hvor man kan sige, at nu står man helt og holdent inde for sig selv. Det, hævder evangeliet, er usandheden om os – eller synden, hvis man skal sige det med et teologisk sprog. Synd som mangel på taknemmelighed over alt det, jeg har fået, og som jeg ikke selv er ophavsmand til.

Jeg hørte for nylig et udtryk som rummer denne tilstand: Hvid sorg.

Den sorte sorg kender vi. Det er den, vi mærker, når vi mister et menneske, vi holdt af. Den sorg, der kan gøre et menneske helt sort indeni af fortvivlelse.

Men den hvide sorg er anderledes. Det er den, der rammer et menneske, der har stræbt efter at nå sine mål. Som har gjort sig umage, lagt planer og set dem indfriet. Men som opdager, at livsfylden ikke lå der. At det er fint nok at nå et mål, men egentlig glæde, indfrielsen af alle længsler lå ikke for enden af målene. Det blev underligt uforløst. OK, men heller ikke mere. Ikke dyb glæde. Snarere rastløshed: Hvid sorg.

Jeg kom til at tænke på Peter Bastian, dette musiske og spirituelle menneske, som kendte den hvide sorg til bunds. Han levede det meste af sit liv i en rastløs jagt på at blive et helt menneske, drømte om det gode liv og længtes efter at blive, hvad han kalder den bedste udgave af sig selv. Han fortæller et sted om, hvordan han mod slutningen af sit liv blev grebet af en vild længsel efter at møde en kærlighed, som kunne genspejle ham, som den han var. Ikke som den han ønskede at være. En kærlighed, der kendte ham til bunds og dog blev ved med at være kærlighed. Og hvordan han blev udsat for indbrud fra denne kærlighed.

På et tidspunkt skulle han prædike i Skørping Kirke, og han sloges med prædiketeksten, som han fandt formørket og underlig. Peter Bastian klagede sin nød til biskoppen i Roskilde, der svarede: Men Peter, det er jo dér, Jesus siger: Jeg er livets brød.

Og Peter Bastian siger så: Jeg tænkte, hold kæft jeg er en grønskolling. Jeg ville jo aldrig, hvis jeg stod med et partitur af Mozart, overveje, om jeg var enig med Mozart. Jeg ville aldrig tænke om Shakespeare: Stod han virkelig med et kranium i hånden. Det er fuldstændig irrelevant. Det, det gælder om, er at lade teksten tale til sig.

At lade teksten tale til sig. At tage den på ordet, når den siger, at de dybeste ting i vores liv kommer af sig selv. Vi skal ikke kontrollere og skabe det hele, for det dybeste i vores liv kommer til os. Tænk bare på sidste gang, du oplevede en fylde, en dyb glæde som en understrøm under det hele. Var det noget, du havde bestemt dig for – eller opdagede du, at du allerede stod midt i det – og at det helt af sig selv fyldte dig med glæde og taknemmelighed?

Publiceret 15 June 2019 06:00