Skanderborg Voksenvenner mangler voksne. Pressefoto

Skanderborg Voksenvenner mangler voksne. Pressefoto

Skanderborg-børn søger voksenvenner

To drenge og to piger er på venteliste ved Børns Voksenvenner Skanderborg

Børns Voksenvenner Skanderborg har travlt for tiden. For der bliver arbejdet intenst for at skaffe voksenvenner til fire børn. Foreningen har netop fået en ny bestyrelse, som allerede er i fuld gang med at afsøge, hvorvidt der kunne tænkes at være personer, som gerne vil have et venskab med et barn.

”Vi gør, hvad vi kan for at finde voksenvenner til de fire børn, der aktuelt står på venteliste. Og vi ved, at der findes mange flere børn kommunen, som kan have gavn af en ekstra voksen i livet,” siger formand Bodil Hvelplund og forklarer, at der typisk er børn med et spinkelt eller et problematisk voksennetværk, som kan have behovet.

Hvem kan bruges?

For at blive voksenven skal man først og fremmest have tid, lyst og overskud til et venskab med et barn nogle timer 2-4 gange om måneden. Man skal have en ren børne- og straffeattest og så skal man være indstillet på at gennemgå den matchningsproces, som er Børns Voksenvenners procedure for at skabe gode, ligeværdige og holdbare venskaber. Typisk er voksenvenner mellem 20-60 år.

"Børns Voksenvenners varemærke er grundighed i skabelsen af venskaber. Vi matcher børn og voksne ud fra interesser, personligheder og praktiske hensyn som geografi. Det resulterer i stærke relationer, men det betyder også, at man kan risikere at komme til at vente på det helt rette match. Rigtig ofte hører vi fra folk, der melder sig som voksenvenner: ’åh, jeg har villet det så længe, men ikke lige fået meldt mig’. Min opfordring er, at hvis man overvejer det, så bør man kontakte os NU for at få afklaret om det er noget, og hvis man fortsat er interesseret, så er det jo bare at tilmelde sig med det samme," lyder det fra Bodil.

Voksenvenner på venteliste

Bodil Hvelplund understreger, at det nogle gange kan det gå hurtigt med at formidle et venskab, hvis der lige er det rette barn på venteliste. Eller den rette voksenven på venteliste. For hvor paradoksalt det end lyder, så kan der faktisk også være ventende voksne.

Lige nu har vi en fantastisk kvindelig voksenven på venteliste, for der er ikke det rette match til hende

"Lige nu har vi en fantastisk kvindelig voksenven på venteliste, for der er ikke det rette match til hende. Derfor søger vi rent faktisk også en pige, som kunne tænke sig en voksenven," lyder det.

Når venneparrene ses, laver de typisk hverdagsting sammen som at snakke, gå en tur, spille fodbold eller et brætspil, se en film eller lave mad. En gang imellem tager de måske på en udflugt, i biffen eller i svømmehallen. Det bestemmer venneparret selv.

Desuden arrangerer Børns Voksenvenner udflugter, som vennepar bliver inviteret med til. Aktuelt står på programmet en udflugt til en dyrepark, til en forlystelsespark og kanoture på Gudenåen.

Familievenskaber

Som noget forholdvis nyt tilbyder Børns Voksenvenner i Skanderborg også familievenskaber, og Bodil forklarer om forskellen:

"Et voksenvenskab er mellem et barn i skolealderen og en engageret og livsglad voksen, som vil dele tid, overskud og energi med et barn. Et familievenskab er mellem en familie - typisk med mindst ét barn under skolealderen - og en voksen med lyst til at være en ekstra voksen for en hel familie. Det kan både være en eneforælder og et forældrepar. Typisk får familievennen en rolle som 'reservebedste' og deler små og store oplevelser med familien."

Hvis du kunne tænke dig at vide mere om at være voksenven eller familieven, så kontakt formand for Børns Voksenvenner Skanderborg Bodil Hvelplund på skanderborg@voksenven.dk eller 9386 6091 for spørgsmål eller en uforpligtende snak. Du kan også læse mere her: voksenven.dk/skanderborg.

cns

Publiceret 15 June 2019 11:30