Karsten Hougaard fra Skanderborg var på vej hjem med take-away til sig selv og sine tre piger, da han fandt en mand med hjertestop ved busstationen i Møllegade. Foto: Grethe Bo Madsen

Karsten Hougaard fra Skanderborg var på vej hjem med take-away til sig selv og sine tre piger, da han fandt en mand med hjertestop ved busstationen i Møllegade. Foto: Grethe Bo Madsen

Familiefar reddede 60-årig med hjertestop:

"Jeg gjorde min pligt"

Karsten Hougaard reddede en mands liv, da han stoppede op og gav hjertemassage

Af
Grethe Bo Madsen

Skanderborg Der er dage i ens liv, man altid vil huske. Fredag op til jul sidste år er sådan en dag for 42-årige Karsten Hougaard fra Skanderborg. Den dag fandt han en mand liggende livløs ved busstationen i Møllegade. Sammen med en mand fra Aarhus slog han alarm og gav livreddende førstehjælp. Havde det ikke været for dem, ville manden være død i dag.

Jeg troede, det var sket med ham. Det er jo ikke til at sige, hvor længe han har ligget der, inden vi kom

"Jeg havde lige hentet take-away til mig selv og mine tre piger, da jeg kommer forbi oppe i Møllegade. Der ser jeg en mand ligge livløs på asfalten. Det er tydeligt, at han er faldet om med hovedet først ned i asfalten. Sammen med en mand fra Aarhus får jeg vendt ham om, og vi kan godt se, at den er helt gal. Der er en masse blod og han har ingen puls. Så vi får ringet til alarmcentralen, og jeg begynder at give hjertemassage," fortæller han.

Det er mange år siden, Karsten Hougaard i militæret lærte at give hjertemassage, så han var faktisk i tvivl om, hvad han skulle gøre.

"Lige til at starte med, var jeg lidt shaky, men det kunne godt findes frem. Jeg tænkte også, at det var vigtigere at gøre bare et eller anden, i stedet for ingenting."

"Jeg troede, han var død"

Selvom Karsten Hougaard fortsatte med at give hjertemassage, indtil ambulancen var fremme og redderne klar til at tage over, var der dog ikke noget livstegn fra manden.

"Ambulancen var lynhurtigt fremme og tog over og ja, de er jo bare så professionelle. Politiet kom også og afhørte os. Jeg fik lige ringet hjem til pigerne, der efterhånden var lidt urolige over, hvor jeg blev af med maden."

Redderne fortsatte genoplivningen af manden.

Det er rigtig fint, at de tager sig tid til at markere det. Men jeg synes egentlig bare, jeg gjorde min pligt

"De havde gang i en hjertestarter og gav ham stød, men der var stadig ingen reaktioner fra ham, da de kørte. Intet overhovedet. Jeg må ærligt indrømme, at jeg troede, det var sket med ham. Det er jo ikke til at sige, hvor længe han har ligget der, inden vi kom. Han var kold, kan jeg huske, at jeg tænkte."

Først da han nåede hjem, indhentede oplevelsen Karsten Hougaard.

"Jeg var noget trykket. Jeg vidste ikke, hvem manden var, om han overlevede, eller hvem manden fra Aarhus var. Det hele gik så hurtigt. Sidste på aftenen ringede en af betjentene til mig fra Skejby og fortalte, at manden havde overlevet. Der blev jeg virkelig lettet. Han ville jo være død, hvis vi ikke tilfældigvis var kommet forbi."

Hædret på Fælleden

I marts var Karsten Hougaard og manden fra Aarhus forbi på Fælleden i Skanderborg, hvor politikommissær Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi overrakte dem et et diplom og en dusør på 1.500 kroner for deres bedrift.

"Det er rigtig fint, at de tager sig tid til at markere det. Men jeg synes egentlig bare, jeg gjorde min pligt."

Publiceret 10 June 2019 11:30