"Jeg kan godt mærke, at jeg bliver hidsig og frustreret bare af at tale om det. det handler jo også om vores arbejdsglæde. Vi brænder for det, vi laver, og vi har en tårnhøj faglighed, som vi bliver tvunget til at gå på kompromis med," konstaterer Helle Kjærulff Loft om de varslede besparelser.

"Der vil være patienter, der dør mellem hænderne på os"

Som sygeplejerske og tillidsrepræsentant på AUH oplever Helle Kjærulff Loft fra Voerladegård konsekvenserne af nedskæringerne på første hånd. Hun frygter for fremtiden

Af
Grethe Bo Madsen

AUH Da sygeplejerske og tillidsrepræsentant Helle Kjærulff Lofts afdeling i 2017 blev ramt af besparelser, der betød nedlæggelse af fire stilligner og at alt, absolut alt, overflødigt blev skåret væk - inklusiv deodoranter og dynebetræk til patienterne - troede hverken hun eller hendes kolleger, at de kunne være færre.

Du kan ikke bevare et universitetshospital med så høj faglighed og så mange specialfunktioner, og så samtidig gennemføre en besparelse i den størrelsesorden. At tro det, er naivt.

Som ansatte på afdelingen Stroke, der blandt andet tager imod folk med en blodprop i hjernen, er de vant til at løbe stærkt. Her tæller hvert minut, da mange af patienterne, de får ind, skal under livsvigtig behandling hurtigst muligt.

Dage uden frokost eller tissepauser

Men de løber også stærkt, fordi besparelserne i 2017 har resulteret i et arbejdspres, hvor der ofte ikke er tid til at spise frokost eller holde tissepauser.

"Hvor meget hurtigere, tror de, vi kan blive ved med at løbe, og hvor meget mere kan de blive ved med at presse citronen? Det budget, der er sat af til at samle hele AUH i Skejby, er alt for stramt. Vi har så stort et underskud at det ganske enkelt er umuligt at spare et beløb i den størrelsesorden. Politikerne er nødt til at gribe ind og finde en løsning," konstaterer hun og fortsætter:

"Generelt på hele AUH skal vi spare så meget, at det vil komme til at betyde, at der er patienter, der dør mellem hænderne på os."

Jeg har flere kolleger, der siger, at hvis det her fortsætter, så vil de ikke være sygeplejerske længere. Det er for hårdt konstant at skulle gå på kompromis med sin faglighed, og ikke kunne give den kvalitet og standard, der ellers har været et særkende for AUH

Hun frygter, hendes afdeling vil blive ramt, når hospitalet på onsdag 29. maj melder ud, hvor mange stillinger, det er nødvendigt at nedlægge.

"Jeg synes det er ganske forfærdeligt. det er jo ikke kun synd for os. Det er synd for Hr. og Fru Danmark, der pludselig får brug for hjælp og ikke længere kan stole på, at de får den rette behandling."

Det er blandt andet AUHs rolle som universitetshospital, Helle Kjærulff Loft frygter, er i fare. AUH er som universitetshospital anerkendt og respekteret langt ud over landets grænser for sine specialfunktioner og specialbehandlinger.

Specialbehandlinger udliciteres

"Med de varslede fyringer er vi ikke i stand til at løfte den opgave. Det betyder, at de behandlinger bliver udliciteret til de små regionshospitaler, der slet ikke har samme høje standard af faglighed, som vi har på AUH," forklarer hun.

"Man kan jo godt regne ud, at det også her i sidste ende er patienterne, det kommer til at gå ud over."

Siden december har otte sygeplejersker opsagt deres stilling på afdelingen.

Jeg står med følelsen af, at vi har sat vores tårnhøje faglighed og kvalitetsstandard over styr i et projekt, der nok har givet nogle pæne ydre rammer, men på bekostning af varme hænder og optimal behandling

"Den seneste sagde op i går, og det er ikke ligefrem let at tiltrække nyuddannede sygeplejersker, når vi kører sparerunder," forklarer tillidsrepræsentanten. Det er dog kun den mindste del af problemet.

Oplæring bliver et problem

"Det helt store spørgsmål er, hvordan vi i fremtiden får oplært nye sygeplejersker. I behandlinger som for eksempel trombolyse, kræves sidemandsoplæring, og det er ikke noget, du kan gøre på egen hånd efter et par gange. Det kræver minimum et halvt års erfaring på afdelingen, inden man kan starte oplæringen. Hvordan skal vi få tid til det fremadrettet, hvis vi er færre hænder?"

Blandt kollegerne på afdelingen hører Helle Kjærulff Loft flere give udtryk for, at de vil forlade AUH, hvis besparelserne gennemføres.

"Jeg har flere kolleger, der siger, at hvis det her fortsætter, så vil de ikke være sygeplejerske længere. Det er for hårdt konstant at skulle gå på kompromis med sin faglighed, og ikke kunne give den kvalitet og standard, der ellers har været et særkende for AUH," fortæller hun og peger på, at AUH for 11. år i træk i december sidste år blev kåret som landets bedste hospital.

"Jeg står med følelsen af, at vi har sat vores tårnhøje faglighed og kvalitetsstandard over styr i et projekt, der nok har givet nogle pæne ydre rammer, men på bekostning af varme hænder og optimal behandling."

Publiceret 27 May 2019 11:30