Man må løbe, gå, stå på løbehjul, gå med rollator eller noget helt femte på en bane til Stafet For Livet. Arkivfoto

Man må løbe, gå, stå på løbehjul, gå med rollator eller noget helt femte på en bane til Stafet For Livet. Arkivfoto

Stafet For Livet:

Masser af holdånd og gode ben i Skanderborg

Underholdning og motion er traditionen tro på programmet til Stafet For Livet i Skanderborg

Af
Christina S. Johansen

skanderborg Et helt døgn i kræftens tegn. Det er, hvad Stafet For Livet dækker over. I år finder stafetten i Skanderborg sted 25.-26. maj i Dyrehaven 1 - fra klokken 12 lørdag og 24 timer frem.

Alle kan tilmelde et hold til stafetten. Hver person betaler 100 kroner, og holdet forsøger desuden sammen at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse på forskellig vis.

Når så det bliver 25.-26. maj skal holdet løbe, gå, stå på løbehjul, gå med rollator eller noget helt femte på en bane. Der skal være minimum én deltager på banen hele tiden gennem det døgn, stafetten varer.

Det foregår netop et helt døgn for at symbolisere, at kræftpatienter kæmper mod kræften døgnet rundt.

Masser af underholdning

Ud over motionen på banen og den traditionsrige lysceremoni, hvor lysposer stilles op foran scenen, er der masser af musik med All Time Jazz Band, Henriette Sonne, Thomas Blum, Carl Aagaard og Poul Bajlum.

Desuden kan man blive meget klogere på kræft, eller man kan prøve alt fra yoga, zumba, mavedans, gøgl, en tur i en 75 meter høj lift og gudstjenester.

Som et ekstra trækplaster sættes et partoutarmbånd på højkant til Smukfest.

"Det er et meget alsidigt program, og man kan også fint kigge forbi som tilskuer. Køber man en øl eller lidt mad, støtter man også Kræftens Bekæmpelse, for alt overskuddet går hertil," siger Heidi Torp, der er formand for Stafet For Livet i Sanderborg.

Kæmpe-hold fra Hørkram

Hos virksomheden Hørkram har man valgt at bakke op om tiltaget. Og i stor stil, må man sige. Her stiller man nemlig op med et hold bestående af - og hold nu fast - hele 65 personer.

"Hørkram er jo en stor virksomhed, og vi har allesammen haft kræft inde på livet på en eller anden måde. Vi har også kollegaer, som er blevet ramt. Så da personaleforeningen nævnte Stafet For Livet var der bare stor tilslutning," siger Tina Lottrup, som er medlem af personaleforeningen.

"Vi synes jo, at det er et godt formål og så skal man jo bare gå - det kan alle være med til. Det er da også en bred skare, som har meldt sig til. Lige fra de helt unge til dem, som er gamle i gårde. Så laver vi en hyggedag ud af det," fortsætter Tina Lottrup, som desuden forklarer, at Hørkram har valgt at sponsorere med et beløb for hver omgang, medarbejderne når på banen.

Læs mere på www.stafetforlivet.dk/stafet/skanderborg

Publiceret 23 May 2019 08:00

SENESTE TV