Niels Bräuner, manden bag NB Beton, har ingen planer om at drosle ned og gå på pension, selvom han for nylig rundede 70 år. Han møder stadig ind tidlig morgen kl. 4.30 og sætter produktionen i gang. Pressefoto

Niels Bräuner, manden bag NB Beton, har ingen planer om at drosle ned og gå på pension, selvom han for nylig rundede 70 år. Han møder stadig ind tidlig morgen kl. 4.30 og sætter produktionen i gang. Pressefoto

Still going strong:

Skovbys beton-kanonkonge har rundet 70 år

Manden bag NB Beton, firmaet med de store betonkanoner, Niels Bräuner, fejrer 45-års jubilæum og at han for nyligt rundede de 70 år

jubilæum Mange år er gået, siden Niels Bräuner i 1972 blev udlært murer hos murermester Høghfeldt i Kjellerup. Året efter startede han som selvstændig murermester i Galten, og der har han boet og drevet virksomhed lige siden.

Da der i 1970'erne var turbo på bygeriet af parcelhuse, var Niels Bräuner også i fuld sving med 25 mand. I 1984 tog han en uddannelse som kloakmester og da bygge-boomet klingede af, begyndte han at specialisere sig i støbning af fundamenter med beton, der blev blandet ude på byggepladsen. Efterhånden fyldte betondelen så meget, at han i 1987 besluttede sig for at opføre fabrikken i Skovby. Og så var NB Beton en realitet.

Niels har den filosofi, at det er bedre at kunne gøre tingene selv, end at skulle købe ydelserne udefra, og derfor er det også en selvfølgelighed, at NB Beton i dag har eget lastbilværksted samt en materialeafdeling, der henter sand, sten og cement til produktionen. Cementen importerer NB Beton selv fra Tyskland, både til egen produktion og til videre salg, hvor NB Beton står for distributionen.

I dag består NB Beton af tre betonværker, der producerer færdigblandet kvalitetsbeton. Og for Niels er ingen opgaver for små eller for store. Alle opgaver er vigtige, både fru Jensens lille tilbygning og de store entreprenørers projektbyggerier. Det er et samlet hele, der giver resultater.

En foretagsom herre

At Niels Bräuner er en arbejdsom herre, er der vist ikke nogen, der er i tvivl om. Han er den første der møder på pladsen i Skovby hver morgen klokken 4.30, hvor han starter produktionen op og får hilst på medarbejderne, efterhånden som de møder ind.

Sidste år købte Niels Bräuner en nabobygning i industrikvarteret, Ursusvej 14, hvor administrationen har fået et dejligt stort og lyst lokale. Lastbilværkstedet flytter også ind i den nyerhvervede bygning senere på året. Og som det er med Niels, så har han lejet en del af bygningen ud til en ny synshal, Skovby Synshal, der kan syne alle former for køretøjer.

"Så skal vi jo ikke bruge en masse tid på at køre efter det," siger han.

I dag har NB Beton 42 medarbejdere. Mange af dem har været med i 20, 25 og sågar helt op til 33 år.

"Det er vigtigt med en god og solid medarbejderstab. De har en stor andel i virksomhedens succes," konstaterer Niels Bräuer.

Det lokale i højsædet

At Niels Bräuner er en mand, der støtter op om lokalsamfundet kom tydeligt til udtryk, da de unge mennesker i Galten ønskede sig en skaterpark. Da der blev rettet henvendelse til Niels med ønsket om at lave en ny aktivitetsplads til byens unge midt i byen, var han ikke sen til at tilbyde assistance, så skaterparken kunne blive en realitet.

Niels, der selv bor i gå afstand til parken, glæder sig over al den aktivitet, leg og bevægelse som er spiret frem på grunden.

Niels møder også trofast op, når det årlige Ren By-arrangement løber af stablen. Med sig har han den fejemaskine, der til daglig rengør pladsen på betonværket. Og så går han ellers i gang sammen med de øvrige frivillige med at gøre byen ren.

Lastbiler for børn

Da et par medarbejdere for et par år tilbage introducerede konceptet 'Lastbiler for børn', var Niels heller ikke sen til at bakkes op. Konceptet handler om at give lamgtidsindlagte børn på landets sygehuse, en oplevelse: En dag, hvor der bliver linet lastbiler op på stribe, så børnene kan se og prøve alle de forskellige funktioner, som lastbilerne hver især har.

Også de danske hospitalsklovne får hvert år støtte til at sprede glæde på landets børneafdelinger, ligesom der støttes op om projekt Knæk Cancer.

Hvad nu

Et spørgsmål Niels ofte må lægge øre til er: Hvad nu? Underforstået om ikke tiden til at gå på pension er ved at komme. Men det er slet ikke noget, der optager Niels - for hvad skal han så lave?

"Min datter Anne er gået andre veje og er uddannet psykolog, men hun har to sønner på henholdsvis et og tre år, så jeg må vel hellere forsætte til de er klar til at overtage," griner han.

-bo

Publiceret 22 May 2019 18:30

SENESTE TV