Anders og Aase Beck-Rasmussen har tænkt sig at blive ved, så længe det er sjovt. Foto. Sara Ulrich Rasmussen

Anders og Aase Beck-Rasmussen har tænkt sig at blive ved, så længe det er sjovt. Foto. Sara Ulrich Rasmussen

25 år med Lysthuset i Nr. Vissing:

Kreativt ægtepar gjorde ide til en livsstil

Det, der startede som en idé for 25 år siden, er siden blevet til en livsstil for Anders og Aase Beck-Rasmussen.

Af
Sara Ulrich Rasmussen

Det begyndte som en idé - Aases idé.

"Det startede i 1988. De sidste af vores forældre døde, og vi arvede en sum penge. Jeg fik den idé at bygge et kulturhus for pengene," fortæller Aase Beck-Rasmussen, den ene del af ægteparret bag Lysthuset i Nørre Vissing.

Hver gang et arrangement er færdigt, er vi fyldt op af glæde. Det gør os glade og beriger os. Det er blevet en livsstil

Aase Beck-Rasmussen

Det tog et par år at bygge kulturhuset, som blev opført sammen med venner og andre, der havde lyst til at hjælpe.

"Hver lørdag var der 'byggelørdag'. I alt var der omkring 50 venner og interesserede, der hjalp. De, der byggede med, kom med gode idéer. Det var i det hele taget et kreativt forløb, hvor vi brugte, hvad vi kunne. For eksempel lavede vi stillads af nogle lægter, der efterfølgende blev genbrugt som understel til borde," beretter Anders Beck-Rasmussen, den anden halvdel af ægteparret.

Resultatet af anstrengelserne blev Lysthuset, der ligger med udsigt over det naturskønne område omkring Nørre Vissing, og i de seneste 25 år har samlet folk til kunst, musik, sang og dans.

"Vi ville gerne have, at vores kulturhus kunne matche en højskole med kunst og musik," fortæller Aase.

Lysthuset bliver drevet af foreningen "Lysthusets Venner", der i dag har cirka 200 medlemmer. Mange af medlemmerne bor omkring Nørre Vissing, mens andre kommer længerevejs fra.

"Men der kommer også folk, der ikke er medlemmer. Det er godt besøgt, når der er ferniseringer," siger Aase.

Jazz og viser

Musikken fylder en del i Lysthuset med jazz-aftener og vise-aftener. Den nu afdøde komponist Bjarne Haahr havde en særlig betydning. "Han var en god ven og kom til vores søndagsmatinéer og spillede sine sange. Vi holder traditionen ved hævd ved stadig at spille hans sange til søndagsmatinéerne," fortæller Aase.

Der har også været forskellige kreative kurser gennem tiden i Lysthuset med blandt andet malekursus, smykkekursus og kursus i pileflet.

Anders og Aase Beck-Rasmussen byggede Lysthuset for 25 år siden. Foto: Sara Ulrich Rasmussen

Anders og Aase Beck-Rasmussen byggede Lysthuset for 25 år siden. Foto: Sara Ulrich Rasmussen

Kreativt ægtepar

Ægteparret er begge kreative. Aase har gået på kunstakademiet og fremstiller kunst i keramik, mens Anders laver glaskunst foruden at spille klaver - både jazz og klassisk. Det er desuden Anders, der designer reklamer og brochurer for Lysthuset.

Parret har en række kontakter i udlandet, der også har ført til arrangementer i Lysthuset.

"Vi har en russisk veninde, der arbejder på en af de bedste musikskoler i Sankt Petersborg. Gennem hende får vi indimellem besøg af nogle meget dygtige, russiske musikere og dansere," fortæller Aase.

Lysthuset er en livsstil

Det er blevet til mange oplevelser de seneste 25 år, men ægteparret har svært ved at pege på én af dem som den bedste.

"Hver gang et arrangement er færdigt, er vi fyldt op af glæde," siger Aase. "Det gør os glade og beriger os. Det er blevet en livsstil. Det har også stor betydning for os og Lysthuset, at vi har så gode medarbejdere både i bestyrelsen og i interessegrupperne."

Næste arrangement bliver en jubilæumsfest, der afholdes for foreningens medlemmer søndag 26. maj. Det bliver en eftermiddag med masser af musik og kaffe og kage.

Og hvor længe har Anders og Aase så tænkt sig at blive ved?

"Det er svært at sige, men vi bliver ved så længe, det er sjovt, og så længe vi bliver inspirerede af det," siger Aase. " Men vi tænker ikke så meget på fremtiden. Vi vil hellere bruge energien i nuet."

Publiceret 22 May 2019 17:00

SENESTE TV