Elevrådsformand Robert Ladefoged Laursen modtog Årets Robert på SCU. En pris, han selv har lagt navn til. Pressefoto

Elevrådsformand Robert Ladefoged Laursen modtog Årets Robert på SCU. En pris, han selv har lagt navn til. Pressefoto

En Robert til Robert: Elevrådsformand på SCU får pris for sit fantastiske engagement

Elevrådsformand på SCU og tidligere formand for ungerådet i Skanderborg, Robert Ladefoged Laursen blev hædret ved sidste morgensamling

Af
Grethe Bo Madsen

Campus HHX-rektor Hanne Jordansen har indstiftet en helt ny pris på SCU, Robert-Prisen, som blev uddelt for allerførste gang, da HHX-eleverne i sidste uge var samlet til årets sidste morgensamling. Prisen gives til en særligt initiativrig afgangselev, og det er skolens elevrådsformand, Robert Ladefoged Laursen, der har lagt navn til prisen. Han blev også den første modtager af SCU's nye pris.

"Danmarks Film Akademi har sin egen ærespris - nemlig en Robert - og nu har SCU også sin egen HHX-pris. Prisen er udtryk for stor ros og anerkendelse, og vil altid gå til en afgangselev. Det glæder mig for første gang at kunne uddele dette års Robert – og jeg vil gerne bede Robert Ladefoged Laursen komme herop og modtage prisen," lød det fra Hanne Jordansen.

Sådan ser den nye Robert-Pris ud, som fremover ved skoleårets afslutning vil blive givet til en særligt initiativrig afgangselev. Pressefoto

Sådan ser den nye Robert-Pris ud, som fremover ved skoleårets afslutning vil blive givet til en særligt initiativrig afgangselev. Pressefoto

Har sat et ekstraordinært aftryk på HHX

"Robert Ladefoged Laursen modtager prisen, fordi han på utallige måder har sat et ekstraordinært aftryk på skolemiljøet på HHX, en sand kulturbærer," understregede HHX-rektoren.

Prisvinderen var selv overrasket og havde ikke forudset, at han skulle stå med trofæet.

"Det er helt syret. Jeg kan ikke forstå det," sagde en meget glad Robert Ladefoged Laursen efter prisoverrækkelsen.

Æresprisen vil fremover blive uddelt på skoleårets sidste HHX-samling.

"De fleste af os kender Robert, som den energiske, initiativrige elev, der er tovholder på stort set alle projekter på skolen. Vi kender ham midlertidigt bedst, som vores elevrådsformand. Robert er mega awesome, og har bidraget til at gøre elevrådet til et fedt sted at være," lyder det fra resten af SCU's elevråd i et opslag på Facebook.

Publiceret 22 May 2019 19:15