Det ser ikke ud til, at Munkekroen kan genopføres på Vestermølle. Arkivfoto Per Bille

Det ser ikke ud til, at Munkekroen kan genopføres på Vestermølle. Arkivfoto Per Bille

Genopførelse af Munkekroen hænger i tynd tråd - i hvert fald på Vestermølle

Politikerne vil ikke forsøge at få Fredningsnævnet til at ændre på sin nylige afgørelse

Af
Claus Sonne

Skanderborg Kommune kommer ikke til at bede Fredningsnævnet om at dispensere fra sin afgørelse om at sige nej til, at Munkekroen genopføres på Vestermølle.

Miljø- og planudvalget har på et møde behandlet et ønske fra bestyrelsen for Foreningen Vestermølle om 'at fremme en planlægning, der muliggør opførelse af Munkekroen og fortsat vækst på Vestermølle, herunder ønske om ophævelse/ændring af fredningsbestemmelserne og udarbejdelse af ny lokalplan for Vestermølle', som der står i sagsakterne. Og et enigt udvalg siger nej til at kontakte Fredningsnævnet.

"Det vil, mener vi, virke lidt mærkeligt, hvis vi ganske kort tid efter, at Fredningsnævnet har været på besøg på Vestermølle og efterfølgende har truffet en afgørelse, henvender os for at få omstødt afgørelsen," siger Claus Leick (SF), formand for Miljø- og planudvalget.

Claus Leick tilføjer, at han umiddelbart har svært ved at se, at Munkekroen kan blive opført på Vestermølle.

"Jeg håber dog, at det vil være muligt at genopføre kroen et andet sted i kommunen," fastslår Claus Leick.

Publiceret 14 May 2019 19:00