Byrådene i Skanderborg og Odder Kommune har vedtaget handlingsplaner for arbejdet med FN’s verdensmål. Pressefoto

Byrådene i Skanderborg og Odder Kommune har vedtaget handlingsplaner for arbejdet med FN’s verdensmål. Pressefoto

Renosyd Nomineret til Verdensmålspris

Renosyd er nomineret til Dansk Affaldsforenings Verdensmålspris for sit arbejde med handlingsplaner, der sætter fokus på FN's verdensmål

verdensmål Renosyd har med udgangspunkt i FN’s verdensmål redefineret virksomhedens kerneopgave og udarbejdet handlingsplaner, der sætter særligt fokus på bæredygtig udvikling. Derfor er Renosyd nu at finde blandt de tre nominerede til Dansk Affaldsforenings Verdensmålspris.

"Verdensmålene handler om at løse de store udfordringer i verden med fattigdom og klimaforandringer. Og så handler det i høj grad om den kæmpe indsats, gode borgere yder for at passe på verden – bare i det helt nære," siger Annemette Fuglsang, direktør i Renosyd i en pressemeddelelse.

Social værdi

Én af Renosyds kerneopgaver ligger i at bidrage til den sociale værdiskabelse. Næstformand i Renosyd, Hans Hammann, er særligt stolt af det arbejde, man lykkes med i Værdicentralen.

"Med vores genbrugsbutik Værdicentralen har vi skabt lokale arbejdspladser. Mennesker kommer til Renosyd nogle gange med en barsk baggrund. De får en ny chance i Værdicentralen, og det rummelige arbejdsmiljø resulterer i glade og arbejdsparate borgere, der gør en forskel for mere genbrug," forklarer han.

Værdicentralen har udover faste medarbejdere haft ca. 25 praktikanter ansat om året siden deres opstart i 2015.

Mere åbent på genbrugspladserne

I Renosyd sikres effektiviteten i affaldsforretningen ved at have fokus på pris og service.

"Kerneopgaven skal udvikles sammen med borgerne, så de oplever, at de er en del af værdikæden, og så de tager ansvar for deres eget affald. Kunderne har for eksempel efterspurgt mere åbent på vores genbrugspladser, så i 2018 øgede vi antal timer åbent på pladserne med 35 procent, og resultatet er positivt. I påsken her i 2019 havde vi knap 14.000 besøgende på vores fem pladser,” konstaterer Finn Sander Jensen, bestyrelsesformand i Renosyd.

I 2018 blev der fra april indført søndagsåbent på genbrugspladserne i Ry, Hørning og Galten-Skovby samt mere formiddagsåbent i Odder og Skanderborg.

"Vi kan ikke gøre det alene. De mange gode resultater, vi præsenterer i årsrapporten, er resultatet af kundernes flotte indsats og vores arbejde med at udvikle forretningen i en bæredygtig retning. Der er så mange ting, vi kan være stolte af. Prisen, som kunderne betaler, har været den samme de sidste knap 10 år, og det skal den blive ved med. Genbrugspladserne har markant øgede åbningstimer, og genanvendelsesprocenten af de mange tons affald, vi får ind hvert år, bliver ved med at stige," konstaterer Annemette Fuglsang om udviklingen i affaldsselskabet, der også i deres affaldsplan slår fast, at borgere, kommuner og affaldsselskab skal være fælles om løsningen.

”Vi skal være fælles om at løse udfordringen med affaldsmængderne og den gode sortering, så motivationen skal ikke bare være i top her internt i Renosyd. Vi tror på at tilbagemeldinger om, hvordan det går med sorteringen, kan medvirke til, at vores kunder også får følelsen af, at det vi gør, rent faktisk betyder noget,” siger Annemette Fuglsang.

Renosyd: Tal og fakta for 2018

  • Renosyd har indsamlet og behandlet 130.000 tons affald
  • 500.000 besøgende på genbrugspladserne i Ry, Hørning, Galten-Skovby, Odder og Skanderborg
  • Chaufførerne tømmer hver måned mere end 5000 spande
  • Renosyds genbrugsbutik Værdicentralen langer 2,5 tons genbrug over disken ved hver åbningsdag
  • Energianlægget leverer varme til mere end 10.000 husstande

Publiceret 09 May 2019 22:20