Hvis man skulle gøre et scoop, skulle man være hurtig, for loppemarkedet var velbesøgt. Foto: Celina Permin Rugaard

Hvis man skulle gøre et scoop, skulle man være hurtig, for loppemarkedet var velbesøgt. Foto: Celina Permin Rugaard

Overraskede spejdere:

Kæmpe overskud på forårsloppemarked

Da 1. Ry Gruppe fra Det Danske Spejderkorps for nylig holdt forårsloppemarked, gav det et kæmpe overskud

Af
Celina Permin Rugaard

erhvervspraktikant fra Mølleskolen i Ry

Ry Spejderne fra 1. Ry Gruppe fra Det Danske Spejderkorps blev positivt overrasket over Ry-borgernes opbakning ved spejdernes netop afholdte loppemarked. Borgerne lagde nemlig svimlende 83.000 kroner på spejdernes marked henover weekenden.

"Det er helt vildt. Det vil vi gerne sige mange tak for! Da vi først på året lagde budget, turde vi ikke drømme om et overskud på forårsmarkedet på mere end 40.000," fortæller Leon Sindberg, som er en af lederne i bestyrelsen for 1. Ry Gruppe.

Et par tusinde var forbi

Telte var slået op, og dørene indtil SuperBrugsens lagerhal var åbnet. Der var fyldt med møbler og diverse ting og sager, som bare ventede på at blive købt. De mange kvalitetsting var nogle, borgerne selv havde doneret, til stor fornøjelse for spejderne. Hvis man skulle gøre et scoop, skulle man være hurtig, for loppemarkedet var velbesøgt. I alt kiggede et par tusinde borgere forbi.

"Når vejret er godt, så er der rigtig mange folk heroppe," fortæller Stine Bach, som er spejder og passede pølseboden.

Og man må sige, at vejret var intet mindre end perfekt. Solen skinnede fra den flotteste blå himmel.

Stine Bach har været med til loppemarkedet fem gange og kan rigtig godt lide det.

"Det er rigtig sjovt og rart at stå heroppe, fordi folk er glade, når de kommer herop og har gjort en god handel," siger hun og tilføjer med et smil:

"Og så tjener vi jo mange dejlige penge til spejderdrengene og -pigerne."

Pengene går til lejrture

Pengene går til 1. Ry. Gruppe, hvor de 25 ulønnede ledere gør deres bedste for at give børnene oplevelser i naturen og udfordre dem i samarbejde og sammenhold. Det gøres blandt andet i år på sommerlejren, hvor Troppen og Klanen tager på en international lejr i Kandesteg i Østrig.

Clara Elena Lysebjerg Lund, som er en del af tropsspejderne, siger:

"Jeg glæder mig rigtig meget til det. Det bliver spændende."

Hun er 15 år gammel og skal afsted sammen med 50 andre fra Ry i bus:

"Når vi skal til Østrig, skal vi ud og opleve naturen og det internationale spejderfællesskab," fortæller hun.

Mini- og Junior-spejderne skal også på bjerg-lejr. Men de nøjes dog med Molsbjerge på Toggerbo Spejdercenter, hvor deres uge også bruges på at boltre sig i bjergene, vandre, bade og ovenikøbet lære at smede på gammeldags esser.

Begge ture foregår selvfølgelig på rigtig spejdermaner, hvor man ligger i telt under den åbne himmel og laver mad over bål.

Publiceret 23 April 2019 16:00