Image of lottery balls during extraction of the winning numbers.

En mand fra Skanderborg fik sig en glædelig overraskelse for et par uger siden, da der kom en mail i indbakken fra Danske Spil.

Har svært ved at tro det:

Håndværker fra Skanderborg blev millionær i Lotto med nul rigtige

En mandlig Lotto-spiller i halvtredserne fra Skanderborg Kommune kan kalde sig millionær, selvom han havde nul rigtige

En mand i halvtredserne fra Skanderborg Kommune er stadig ikke helt kommet sig over det chok, han fik for et par uger siden, da han kiggede på sin telefon søndag morgen efter lørdagens Lotto-trækning. Her fik han nemlig en mail fra Danske Spil om, at han havde vundet en million kroner på Millionærgarantien, hvor man bliver millionær, selvom man har nul rigtige. Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse, hvor manden ønsker at være anonym.

"Jeg skulle på arbejde søndag morgen og hentede min telefon, som lå inde i arbejdsværelset. Da jeg så, der var kommet mail fra Danske Spil, tænkte jeg, at det var de sædvanlige 50 kroner, jeg havde vundet. Men jeg studsede godt nok over de mange nuller," fortæller vinderen i pressemeddelelsen.

Manden løb ind og vækkede sin kone, der først blev lidt knotten over at være blevet vækket, men derefter troede, at manden var ved at stille træskoene.

"Jeg tror, jeg forskrækkede hende ret meget. Jeg var jo helt forfjamsket, og jeg må også indrømme, at der var en tåre på min kind. Jeg græder aldrig, så det var helt uvant for hende at se mig sådan. Men den søndag kunne jeg ikke holde det tilbage," siger manden i pressemeddelelsen.

Manden, der er håndværker, skulle afsted på arbejde, men havde ret svært ved at holde koncentrationen.

"Beløbet er jo ikke højt nok til, at man kan sige sit job op og leve af gevinsten. Men der går da mange tanker igennem hovedet på en i forhold til de drømme, man har haft, lyder det fra manden, som har spillet Lotto på abonnement i fem-seks år."

Tog screenshot af bankkonto

Min kone har skældt mig ud flere gange, fordi hun sagde, at det var penge lige ud ad vinduet. Men jeg har holdt fast. Og det er hun da også glad for nu, siger manden med et grin.

Parret ønsker at være anonyme – så anonyme, at de ikke engang fortæller deres børn om gevinsten.

"Vi har altid ment, at man skal opdrage sine børn, så de kan klare sig selv. Derfor vil vi ikke sige det. Dermed ikke sagt, at vi ikke vil tilgodese dem. De skal bare forkæles uden at vide hvorfor. Og så giver det ro i maven som far, at man har midlerne til at hjælpe, hvis det skulle komme til det en dag," fortæller han i pressemeddelelsen.

Manden har taget et screenshot af sin bankkonto, så han lige kan hive telefonen op og forsikre sig selv om, at det altså er sandt, at han kan kalde sig millionær.

"Tænk, at man har fået lov til at opleve det. Det havde jeg i min vildeste fantasi ikke oplevet. Vi har aldrig svømmet i penge, så dette er altså en stor oplevelse."

Den heldige millionær fortæller, at pengene i første omgang skal bruges på at betale lidt gæld ud på hus og bil, og så skal parret på en lille påskeferie sammen.

jwh

Publiceret 17 April 2019 08:40