En kvinde, der ønsker at være anonym, hævder at have set en puma ikke langt fra Gl. Rye. Arkivfoto

En kvinde, der ønsker at være anonym, hævder at have set en puma ikke langt fra Gl. Rye. Arkivfoto

Kvinde hånet på Facebook: Fortalte om ny puma-spotning

En kvinde, der ønsker at være anonym, mener at have set en puma ved Blidsø vest for Gl. Rye - kvindens veninde så også dyret

Af
Claus Sonne

Føljetonen om det kattelignede dyr, måske en puma, som en kvinde fra Ry hævder at have set, er ikke slut. En anden kvinde mener nemlig også, at hun har set dyret.

Kvinden, der ønsker at være anonym, har sendt sin forklaring til Peter Hald, der administrerer Facebook-gruppen Gl. Rye. Han betegner i en status kvinden som værende yderst pålidelig. Kvinden har forklaret følgende:

"Vi er to kvinder, der går tur med vores hunde lørdag formiddag ved Gl. Rye på arealet modsat Blidsø."

"På et markareal med små juletræer står der et dyr i en lysning og jeg peger i retning af dyret til min veninde for at hun skal se det. Dyret rejser hovedet op og er kattelignende. Det står et øjeblik og kigger på os og sætter så af i stor fart hen ad marken. Vi når at se den lange hale. Dyret har samme farve som en lys labrador."

"Vi venter lidt og går så over til lysningen med vores hunde. Da vi kommer derover går min labrador fuldstændig amok og snuser vildt omkring området."

Kvindens fortælling udløste adskillige spydige bemærkninger. Det fik hende til at skrive følgende på Facebook:

"Jeg har gennem de sidste par timer fulgt med i kommentarerne på Gl. Rye-siden om pumaen. Det er mig, der har set den, og jeg har endda selv været en af dem, der har tvivlet på, hvad andre har set tidligere."

"Jeg synes det er beskæmmende med kommentarerne og især det sidste opslag med tilhørende billede er at gøre nar af andre på en totalt uacceptabel måde, der gør, at jeg er taknemmelig, for at jeg ikke bor i Gl.Rye eller Glarbo. Det er uartigt. Der kommer ikke flere informationer fra mig i denne sag, og jeg håber folk skammer sig. Mvh .. og gudskelov jeg var anonym...kommentarerne viser tydeligt, at det var den rigtige beslutning."

Publiceret 16 April 2019 18:30