To mænd er ved Retten i Horsens idømt fængsel for tvang, trusler og vold.

To mænd er ved Retten i Horsens idømt fængsel for tvang, trusler og vold.

Dødstrusler, vold og afpresning:

Lang fængselsstraf til ex-bandemedlem

En 19-årig mand fik i samme sag et års fængsel - offeret er en 33-årig mand fra Skanderborg

Af
Claus Sonne

En 45-årig mand fra Aarhus er ved Retten i Horsens idømt 3 år og fire måneders fængsel i en sag om afpresning, vold og dødstrusler mod en 33-årig mand fra Skanderborg. I samme sag er en 19-årig mand fra Aarhus idømt 1 års fængsel for vold om den 33-årige.

Dommeren og de to domsmænd var ikke i tvivl om, at den 45-årige og den 19-årige var skyldige, men de valgte dog at straffe mildere end krævet af anklageren. Herfra var kravet 5 år til den 45-årige og 1 år og 3 måneder til den 19-årige. De to dømte skal betale 20.000 kroner i erstatning til den 33-årige, mens den 45-årige skal betale 10.000 kroner i erstatning i en kvinde, han har truet i en anden sag.

Den 45-årige mand var tiltalt i i alt otte tilfælde. Et af disse handlede om afpresning, vold og trusler gennem næsten et halvt år mod en 33-årig mand fra Skanderborg. På listen finder man blandt andet også dødstrusler mod to personer på en højskole i Sønderjylland, hvor den 45-årige også var tiltalt for afpresning af en kvinde, der også boede på skolen. I forhold til truslerne skrev den 45-årige til de to personer, at han ville slå dem ihjel, hvis de sov sammen. Men han ville gøre det hurtigt, fordi han holdt af dem.

Den 45-årige var desuden også sammen med den 19-årige mand tiltalt for at have arrangeret et voldsomt overfald på den 33-årige skanderborger, der ved samme lejlighed fik stjålet sin bil og i cirka to timer reelt var kidnappet.

Vidt forskellige forklaringer

Vanen tro efterlod procedurerne fra henholdsvis sagens anklager og de to forsvarere tilhørerne med fornemmelse af, at der findes parallelle universer. For SÅ stor forskel var der på udlægningen af det skete.

Ifølge den 45-åriges forsvarer er han et tidligere bandemedlem, der har gjort det til sin mission at hjælpe yngre mennesker i problemer. Det var derfor, at den 45-årige hjælp den 33-årige skanderborger, da denne havde oparbejdet en narkogæld. Den 31-årige havde i den 45-årige ganske enkelt en god ven, lød det fra forsvareren.

Det var dette venskab, der var årsag til, at der på 7 timer fra 77 telefonopkald eller SMS'er mellem den 45-årige og den 19-årige, der altså nu er dømt for overfaldet, i forbindelse med en episode i efter 2017, hvor den 33-årig blev gennemtævet af fire mand i en skov ved Aarhus. Han blev blandt andet trampet så hårdt i ansigtet, at det efterlod aftryk af en sko. For de mange opkald fra den 45-årige til den 19-årige handlede udelukkende om, at den 45-årige var bekymret for den 33-årige. De handlede ikke, fastslog forsvareren, om, at de to mænd koordinerede afstrafningen af den 33-årige.

Utroværdig forklaring

Den 45-åriges forsvarer tegnede også et billede af den 33-årige som en person med et så massivt misbrug af både kokain og alkohol, at han ikke var troværdig i forhold til forklaringen på de ting, der foregik i det halve år, hvor den 33-årige hævder, at han reelt var taget som gidsel af den 45-årige.

Den 19-årige mand var udstyret med en forsvarer, der bandede og svovlede i sin procedure - og bland andet lod vide, at han 'ikke gav fem potter pis for den 33-åriges forklaring'.

Ifølge forsvareren var den ikke den 19-årige, der havde telefonen i de 7 timer, hvor de 77 opkald/SMS'er blev sendt frem også tilbage. Telefonen var nemlig lånt ud til nogle venner, hvilket ifølge forsvareren er kotume blandt 19-20-årige unge mænd af somalisk afstamning. Disse har nemlig ikke, som 'vi andre borgerlige', deres egen telefon, konstaterede forsvareren. Det skal med, at den 19-årige ikke kan huske, hvem han lånte telefonen til, lige som der heller ikke er nogen forklaring på, hvorfor den 45-årige skulle have ringet til en af den 19-åriges venner rigtig mange gange i forbindelse med overrfaldet på den 33-årige.

Den 19-åriges forsvarer harcellerede også over identifikationen af sin klient. Han mere end antydede således, at politiet havde hjulpet den 31-årige på vej til at identificere den 19-årige.

Mester i manipulation

Sagens anklager, Sanne Tranberg Vindelev, tegnede et billede af den 45-årige som en mester i at manipulere.

"Han formår at finde svage ofre, han kan udnytte. Det giver ingen mening, at han skulle tage den 33-årige under sine vinger, hvis ikke det var for at få penge til at dække sit eget misbrug og dyre livsstil. Det er som en film, hvor han både skriver manuskriptet og spiller hovedrollen," lød det fra anklageren.

Hun påpegede også, at lige så snart, at den 45-årige fik at vide, at der ikke var flere penge at hente hos den 33-årige, så forsvandt hans interesse. Til gengæld fandt han et nyt offer på Højskolen, som han afpressede for 35.000 kroner, lød det.

Anklageren tegnede et billede af den 45-årige som en mand, der er ekspert i at fortælle, hvor stor og farlig han er ved at henvise til sin fortid i bandemiljøet.

"Han lader som om, han bliver overvåget af politiet og af Hells Angels, men det passer ikke. Det hele foregår i hans hoved," sagde anklageren og henviste til en vidneforklaring fra den kvinde, som den 45-årige er sigtet for at have franarret de 35.000 kroner.

"Vi hørte hendes forklaring om, at det var hende, der havde købt de øl, der stod uden for den 45-åriges dør, øl han hævede stammede fra Hells Angels. Hun fortalte også, hvordan han, efter at have fortalte at han skulle mødes med Hells Angel et andet sted, gemte sig på hendes værelse, så det så ud som om, han var væk," lød det fra anklageren.

Frygt for sønnens liv

Anklageren henviste desuden til forklaringen fra den 31-åriges mor.

"Vi hørte, at hun var så bange for den 45-årige, at hun frygtede for sin søns liv. Det var derfor, at gennem flere måneder betalte store summer til den 45-årige, der hævede, at de skulle dække narkogæld. Men ingen har set ham give penge til nogen, for det var pure opspind," konstaterede anklageren og fortsatte:

"Den 33-årige var reelt den 45-åriges slave gennem det meste af et halvt år.

Den 45-årige mand er tidligere idømt 18 måneders fængsel for røveri og er dømt for vold samt for besiddelse af euforiserende stoffer. Den 19-årige mand har to betingede domme, begge på 30 dage, for henholdsvis vold og tyveri. Og så er han sigtet for trusler mod en fængselsbetjent i det fængsel, hvor han siden efteråret 2018 har siddet varetægtsfængslet.

Både den 45-årige og den 19-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Publiceret 02 April 2019 11:30