I 24 år fra 1990 og frem var Frank 'Megabody' Damgaard konferencier på Smukfest - de 16 af dem var med Søren Rislund på Bøgescenen. Privatfoto

I 24 år fra 1990 og frem var Frank 'Megabody' Damgaard konferencier på Smukfest - de 16 af dem var med Søren Rislund på Bøgescenen. Privatfoto

Smukfest 40 år:

'Intet overskygger at stå på den scene'

For musiker og viceborgmester Frank Megabody sidder Smukfest under huden. Denne artikel er en del af UgeBladet Skanderborgs serie om Smukfests 40 år

Af
Christina S. Johansen

konferencier Flere gange sagde han nej til at være konferencier på Smukfest. I forvejen lavede han lokalradio fra festivalen i en campingvogn oppe på bakken ved Bøgescenen. Samtidig drømte han om selv at stå på scenen en dag, han er jo trods alt musiker.

"Jeg skulle jo præsenteres og ikke selv præsentere," siger Frank ’Megabody’ Damgaard og fortsætter:

"Samtidig skulle jeg være på scenen med Søren Rislund, som jeg jo forgudede – det turde jeg sgu ikke."

Som de fleste nok ved, blev Megabody dog omvendt og endte med at være konferencier på Smukfest i 24 år fra 1990 og frem – de 16 af dem var med Rislund på Bøgescenen.

Venskab og fællesskab

Han husker tydeligt den dag, han blev overtalt af ’JP’, som var en af de fem initiativtagere til Smukfest.

"Jeg havde lige spillet på Marius Øltapper, og så viste JP mig det honorar, de havde tænkt sig at give mig, og så sagde jeg ja. Og tog mig i øvrigt gevaldigt sammen, for jeg skulle fandeme ikke falde igennem ved siden af Rislund," fortæller Frank Megabody med sit store smil.

Det viste sig hurtigt, at samspillet med Rislund fungerede ret godt. Det har Megabody nydt til fulde. Når man så spørger ham, hvad der står klarest efter alle årene, så lyder svaret:

"Jeg har mødt mange store stjerner, men det er jo ikke det, der er det vigtige. Det er alle venskaberne og fællesskabet. Og så er der bare ikke noget, som overskygger at stå på den scene med et forventningsfuldt publikum nedenfor," siger han og tilføjer desuden med et glimt i øjet:

"Hvad der sker backstage, det bliver backstage."

En del af identiteten

I dag deltager Megabody stadig som gæst. Han har sommetider tænkt, at han godt kunne springe et år over.

"Men når så byen begynder at ændre sig, så begynder det alligevel at rykke i kroppen. Det er ikke så meget musikken, men alle bekendtskaberne. Det er jo så stor en del af min identitet," siger han og fortsætter:

"Jeg er dybt taknemmelig for at have fået det her med i mit liv. Det har været en gave at være en del af et så fantastisk kreativt miljø, og så har det jo sat skub i så meget andet i mit liv, direkte og inddirekte."

Publiceret 22 March 2019 10:00