I flere år var han forbi Gl. Rye Idrætsforening hver dag. Nu

I flere år var han forbi Gl. Rye Idrætsforening hver dag. Nu "nøjes" Jens Erik Fischer med cirka tre gange om ugen

Nomineret til Årets Energibombe:

'Jeg er flasket op med idræt og engagement'

Jens Eriks Fischer fra Gl. Rye er virkelig fuld af energi - så måske ganske passende, at han er nomineret til Årets Energibombe

Af
Christina S. Johansen

Gammel Rye Listen er lang over Jens Erik Fischers bedrifter i Gl. Rye Idrætsforening - GRIF. Derfor er han nomineret til Årets Energibombe i en konkurrence, som Aura Energi står bag.

Han har haft en finger med i så meget, at han da også selv siger, at der ikke kan være mange i byen, som ikke kender ham.

Ud over selv at have været aktiv sportsudøver i Grif siden otte-års-alderen har han været træner i forskellige discipliner, derudover laver han alverdens praktisk arbejde, står bag arrangementer og endelig har han i 50 år lavet bestyrelsesarbejde og sidder i dag som formand for motionsafdelingen. Det er sidstnævnte, som har indstillet ham til prisen. I indstillingen står blandt andet:

"Jens Erik er et sjældent livstykke og en ildsjæl - en vaskeægte guldklump for GRIF. Måske den person, der gennem årene har lagt flest timer i GRIF."

Nyder sammenholdet

At Jens Erik Fischer elsker sin klub, er der ingen tvivl om. Han kan tale længe om, hvor fantastisk stedet er, men når det gælder sin egen indsats, er han noget mere fåmælt.

"Min far var lærer på skolen og kørte al idræt - senere stod han også for al fodbold her i klubben. Så man kan sige, at jeg er flasket op med idræt og med at engagere mig. Der skal helst ske noget. Når jeg er ved at være færdig med én ting, er jeg allerede i gang med at tænke på det næste," siger han og fortsætter:

"Min kone siger sommetider: 'Argh, nu sætter du lige rigeligt i gang.' Men mit hjerte banker jo for det her. Jeg nyder sammenholdet."

Et godt skulderklap

Det er ikke mere end 14 dage siden, at Jens Erik Fischers søn Frands Fischer fik sig en flot titel som ny borgmester i Skanderborg Kommune. Så nu må det vel være på sin plads, at der falder en titel af til farmand?

"Årh, det tænker jeg nu ikke så meget på. Men det er da dejligt at blive påskønnet. Det er et godt skulderklap."

Andelshavere kan stemme på de fem nominerede til prisen frem til 28. marts. Vinderen får 25.000 til "sin" forening og 5.000 til sig selv.

Publiceret 20 March 2019 19:30