Kristian Bonefeld i en elegant afslutning i pokalfinalen, som Skanderborg tabte 27-28 til Aalborg. Foto Per Bille

Kristian Bonefeld i en elegant afslutning i pokalfinalen, som Skanderborg tabte 27-28 til Aalborg. Foto Per Bille

Grøn af bare ærgrelse:

Skanderborg tabte finalen med en enkelt pind

Efter en hårdfin afgørelse gik pokalguldet til Aalborg - til stor ærgrelse for cirka 1000 Skanderborg-fans

Af
Claus Sonne

Foto: Per Bille

Så tæt - og alligevel så langt fra det sjove. Skanderborgs håndboldherrer måtte gå fra banen i sin første pokalfinale i 23 år som taber. Aalborg Håndbold vandt nemlig årets pokalfinale 28-27 over et stærkt fightende mandskab fra 8660.

Tingene så ellers ikke gode ud for Skanderborg i kampens begyndelse, hvor Aalborg hurtigt opbyggede en række føringer på tre mål, blandt andet 6-3 og 10-7. Men så gik der Bertram i den...

Stærke Bertram

Skanderborg sendte nemlig Bertram Obling ind mellem stængerne som erstatning for Kristoffer Laursen, og det var en god idé. Eller rettere: En rigtig god idé.

Obling tog nemlig med både arme og ben, og det gav Skanderborg muligheden for at hale ind på Aalborg. Mads Kalstrup bragte efter 27 minutter Skanderborg foran 14-13, og kort efter tilkæmpede den store streg sig et straffekast, som Morten Balling omsatte til mål. Aalborg reducerede, mens det var Marcus Mørk, der scorede halvlegens sidste mål, og så kunne Skanderborg godt til pausete foran 16-14.

Aalborg blev bedst

Desværre for Skanderborg-spillerne kom Aalborg-kollegaerne bedst ud til 2. halvleg. I løbet af et par håndfulde minutter havde Aalborg tilspillet sig en føring på to mål, og den hul formåede Skanderborg aldrig at lukke. Flere gange kom Nick Rasmussens udvalgte svende på minus 1, men kontakt blev det aldrig til mod et bundrutineret Aalborg-mandskab, der er manges favorit til at sikre sig DM-titlen senere på sæsonen.

Fald med ære

Summa summarum: Skanderborg var både tæt på og langt fra at sikre sig pokal og pokaltitel, men hold da op, hvor de grønblusede faldt med ære.

Det var så lidt, der skulle have 'gået den anden vej' for de to hold, hvis rollerne som vinder og taber skulle være byttet om.

Selv om finalesølv noget af det kedeligste metal, der findes, så kan Skanderborg-spillerne drage fra Boxen og Herning med hovederne hævede - og med vigtig erfaring i tasken i forhånd til det kommende slutspil i ligaen.

Om Skanderborg kan blive dansk mester? Ja. Inden sæsonstart ville det have været en sensation, måske den største i dansk håndbold i nyere tid. Sådan er det ikke længere. Langt fra, faktisk.

Kampen i tal:

Skanderborg-Aalborg 27-28 (16-14)

Skanderborg: Morten Balling 7, Mads Kalstrup 4, Jonas Samuelsson 3, Lars Skaarup 3, Marcus Mørk 3, Cornelius Aastrup 3, Mathias Bitsch 3, Kristian Bonefeld 1.

Aalborg: René Antonsen 5, Omar Magnusson 5, Sebastian Barthold 4, Magnus Saugstrup 4, Tobias Ellebæk 4, Henrik Møllgaard 3, Mark Strandgaard 2, Janus Smarason 1.

Publiceret 17 March 2019 19:15