Fra venstre Peter Fries Bottke fra Skanderborg Bryghus, Jens Hvalsøe og Morten Styrk. Foto Sonne

Fra venstre Peter Fries Bottke fra Skanderborg Bryghus, Jens Hvalsøe og Morten Styrk. Foto Sonne

Øl-auktion gav penge til Sølund Musik-Festival

12 8660-øl har givet 1500 kroner til festivalen

Af
Claus Sonne

Hvad gør man, hvis man gerne vil støtte et godt formål, helt specifikt den årligt tilbagevendende Sølund Musik-Festival i Skanderborg? Svar: Man tyr til øl.

Jens Hvalsøe, lærer på Realskolen i Skanderborg, havde fire af Skanderborg Bryghus' 8660-øl stående, og dem satte han på auktion på Facebook med det formål, at sende pengene til Sølund. Det bedste bud kom fra Morten Styrk fra Vrold og var på 500 kroner.

Efterfølgende har Jens Hvalsøe fundet otte 8660-øl mere, og dem har Skanderborg Bryghus købt for 1000 kroner.

Fælles for de tre parter er et ønske om at støtte verdens største festival for udviklingshæmmede.

"Det er simpelthen et godt formål at støtte," konstaterer Morten Styrk, der i forvejen kender Jens Hvalsø.

Skanderborg Bryghus var heller ikke i tvivl om, at der skulle spyttes i kassen i forbindelse med auktionen.

"Sølund Musik-Festival er er projekt, der er umuligt ikke at synes godt om. Så selvfølgelig er vi med til at støtte," siger Peter Fries Bottke fra Skanderborg Bryghus.

Sidste år lancerede bryghuset en speciel Tovli' Sølund-øl, der indbragte 125.000 kroner til festivalen.

Publiceret 14 March 2019 10:30