Lars Lindencrone Lavridsen får comeback i byrådet. Arkivfoto

Lars Lindencrone Lavridsen får comeback i byrådet. Arkivfoto

Efter borgmesterskifte:

Landsbyernes stemme kommer tilbage i byrådet

Lars Lindencrone Lavridsen får comeback hos socialdemokraterne

Af
Claus Sonne

Borgmester Jørgen Gaardes tilbagetræden fra politik har sat gang i en kabale hos Socialdemokratiet. Frands Fischer bliver borgmester, Trine Frengler ny formand for Undervisnings- og Børneudvalget og Lars Lindencrone Lavridsen nyt byrådsmedlem - og manden, der overtager Trine Frenglers plads i Socialudvalget.

"Det er gået stærkt, men jeg er klar," lover Lars Lindencrone Lavridsen, der var byrådsmedlem fra kommunalesammenlægningen i 2005 og frem til kommunalvalget i 2017.

Ved 17-valget blev han 2. suppleant, men da 1. suppleant Ole Drøgemüller allerede er 'hevet ind' i stedet for Charlotte Abildgaard Paulsen, ja så kan Lars Lindencrone Lavridsen igen kalde sig byrådsmedlem.

"Og det havde jeg, indrømmet, ikke regnet med," siger Lavridsen, der arbejder som IT-vejleder på Niels Ebbesen Skolen.

Hvad siger du til posten i Socialudvalget?

"Det er ikke det område, hvor jeg har den største viden, så jeg er i gang med at læse op. Jeg har allerede været i kontakt med Frank Damgaard (S), der sidder i udvalget, for at blive klædt på. Og så kommer jeg med en hel del politisk erfaring fra tidligere, så jeg begynder ikke på bar bund," lyder det fra det nybagte byrådsmedlem.

Hvad vil du ellers slås for?

"Det er ingen hemmelighed, at jeg er fortaler for at styrke og dyrke vores landsbyer, så det hele ikke kommer til at handle om centerbyerne. Jeg bor i Voerladegård og kan ved selvsyn se, hvor mange gode initiativer, der her er gang i. Og sådan er det også i mange andre landsbyer i Skanderborg Kommune. Så den skal vi huske," fastslår Lars Lindencrone Lavridsen.

Publiceret 13 March 2019 10:30