Målstregen nærmer sig tilsyneladende for, hvornår Folketinget træffer den endelige beslutning om at igangsætte arbejdet med den sidste del af Frederikssundmotorvejen.

Arkivfoto.

Stor motorvejsudvidelse på vej ved Skanderborg: "Presset på E45 er alt for stort"

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om en langsigtet plan for investeringer for over 110 milliarder kroner i landets infrastruktur. Blandt andet skal E45 udvides ved Aarhus og mellem Vejle og Skanderborg.

På et pressemøde onsdag har regeringen sammen med Dansk Folkeparti præsenteret en langsigtet plan for investeringer for over 110 milliarder kroner i landets infrastruktur, og det kan blandet andet få stor betydning for de østjyske bilister. Der er således planer om en udvidelse af E45 ved Aarhus og mellem Vejle og Skanderborg.

"Presset på E45 er alt for stort, og det bliver kun større i fremtiden. Derfor er jeg glad for, at vi nu gør noget ved de udfordringer, som trafikanterne oplever hver eneste dag, når de holder i kø. På den måde sikrer vi, at spildtiden på vejene bliver mindsket samtidig med, at vi fremtidssikrer vores vejinfrastruktur," siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

Regeringen og Dansk Folkepartis nye aftale indeholder en lang række infrastrukturprojekter, der skal sættes i gang i perioden fra 2021 til 2030. Aftalen rummer blandt andet investeringer i centrale strækninger på statsvejnettet og opkoblingen af regionale statsveje til motorvejsnettet. E45 skal udbygges mellem Aarhus S og Aarhus N, mellem Hornstrup ved Vejle og Skanderborg, og så vil parterne igangsætte udbygningen af Aarhus N-Randers N i slutningen af perioden, ligesom der skal etableres en ny midtjysk motorvej.

"Vi øremærker over 110 milliarder kroner i vores langsigtede infrastrukturplan til vigtige og nødvendige investeringer, som blandt andet vil betyde meget for trafikanterne på de mest belastede vejstrækninger i Østjylland, der kan se frem til hurtigere at kunne komme fra A til B," fortsætter Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 13 March 2019 10:53