Tove Severinsen er formand for foreningen, som driver BIO Huset Galten. Foto: Christina S. Johansen

Tove Severinsen er formand for foreningen, som driver BIO Huset Galten. Foto: Christina S. Johansen

BIO Huset fejrer 25 år:

"Jeg tror på biografens fremtid"

Galtens biograf er 25 år and still going strong. Formanden tror på, at det vil fortsætte mange år endnu

Af
Christina S. Johansen

Galten Det er ikke alle mindre byer forundt at have egen biograf, men så privilegeret er Galten altså. Faktisk har byen kunnet se film på det store lærred siden 1943. I den form vi kender i dag dog "kun" i 25 år til august.

BIO Huset er en foreningsdrevet biograf, som årligt modtager et driftstilskud fra Skanderborg Kommune. Det er desuden kommunen, som ejer bygningen og den udvendige vedligeholdelse. Her stopper kommunens involvering dog.

Folk er meget bevidste om at bruge det, vi har lokalt.

Alt, hvad der hedder arrangementer, står foreningen nemlig selv for. Med formand Tove Severinsen i spidsen sørger 75 frivillige for, at der er godt gang i huset.

"Vi kunne nok godt nøjes med at vise film, men det her er mere end en biograf. Det er et aktivt kulturhus i ordets bredeste forstand. Det er centrum for rigtig mange af byens kulturarrangementer, og vi samarbejder gerne med alle, som vil det. Jo flere kræfter, der kan slå sig sammen, jo bedre resultat for alle. Vi er altid med på den værste," fortæller Tove Severinsen.

Et bredt miks af tilbud

Ud over den klassiske filmfremvisning byder Bio Huset også på koncerter og foredrag. Ligesom stedet har gjort sig i visning af store begivenheder - såsom MGP og håndboldkampe. Særlige tilbud som eksempelvis børnefilmklub og babybio er også en del af repertoiret. Desuden er et lokale i huset til fri afbenyttelse, hvis man har et møde af en eller anden slags.

"Vi prøver at mikse vores tilbud, så de rammer så bredt som muligt, og vi får så mange forskellige mennesker indenfor som muligt. Jo flere, der får øjnene op for stedet, jo flere kunder kommer der også i biksen. Det er simpelt købmandsskab," siger Tove Severinsen med et glimt i øjet.

God opbakning og tæskelækre frivillige

De 25 år på bagen, som biografen kan bryste sig af, vidner om, at byen bakker op om stedet. Både som brugere og som frivillige.

"Folk er meget positive stemt over for os. Jeg synes, at folk er meget bevidste om at bruge det, vi har lokalt. Vi hører også fra ejendomsmæglerne, at det er et fint trækplaster for byen," siger Tove Severinsen og fortsætter:

"Og så er det tæskelækkert at have frivillige som vores. På et tidspunkt stod vi og manglede og annoncerede derfor efter nogle flere. Der gik tre-fire dage, og så måtte vi fjerne opslaget igen, da der var så mange henvendelser. Folk står virkelig sammen og giver udtryk for, at de ikke vil risikere, at biografen lukker," fortæller Tove Severinsen.

Vi vil have oplevelser sammen

Det ligger bestemt heller ikke i kortene. Tværtimod tror Tove Severinsen på, at BIO Huset har masser af år i sig endnu.

"Det er klart, at vi jo er bevidste om, at der er ting, som kan true biografen, men jeg tror på, at vi stadig gerne vil se film med god lyd og godt billede, og så er vi jo stadig sociale væsner, som gerne vil have oplevelser sammen. Så ja, jeg er så naiv, at jeg tror på, at BIO Huset nok skal klare sig," siger formanden, som afslører, at det 25 års jubilæum bliver fejret med en folkefest 17. august.

Forinden vil være en uge med gratis filmoplevelser.

Publiceret 03 March 2019 11:30