Tre medlemmer af Udeholdet i gang med at lave små urtepotter - naturligvis som UgeBladet som råmateriale... Foto Sonne

Tre medlemmer af Udeholdet i gang med at lave små urtepotter - naturligvis som UgeBladet som råmateriale... Foto Sonne

Udeholdet i Firgaarde: Fokus på korpsånd, fællesskab og godt håndværk

Udeholdets specialister laver alt fra bygninger til fuglekasser og ølholdere

Af
Claus Sonne

"Så gør man sådan her, sådan her og sådan her. Og så tager man den her. Så er den færdig."

Avisens udsendte er på besøg hos Udeholdet i Firgaarde - og har spurgt, hvad de gode folk egentlig går og laver. Det udløser en demonstration af, hvordan man laver en ramme til et bistade. Og uden at være ekspert i hverken bier eller deres stader, så ligner rammen en, der sidder lige i øjet.

Der er cirka 25 borgere tilknyttet Udeholdet. Fælles for dem er, at de skal have moderat støtte, struktur, opmærksomhed, omsorg og guidning i hverdagen. Det får de fra fire ansatte, blandt andet værkstedsassistent Mogens Kildehøj.

"Mange af borgerne har været her længe, en enkelt i knap 27 år. Det er sådan lidt enten-eller, om man har lyst til at være her," fortæller Mogens og understreger, at han er glad for, at der kommer fokus på Udeholdets eksistens.

"Vi vil meget gerne gøre borgerne mere synlige. Mange ved eksempelvis slet ikke, at vi holder til her i Firgaarde," konstaterer han.

Korpsånd og drillerier

Udeholdets værksted er i sagens natur ikke et værksted, som værksteder er flest. Men der er både en kalender med afklædte damer på væggen og en fri omgangstone, hvor der bliver drillet på kryds og tværs.

"Her er en ægte korpsånd og et fællesskab. Folkene på Udeholdet er stolte af at være her og af de ting, de producerer," forklarer Mogens.

Ud over rammerne til bistanderne fremstiller Udeholdet blandt andet ølrammer til Skanderborg Bryghus, fuglekasser samt en række specialprodukter i både metal og træ. Og i gården står en halvstor brændeflækker samt en masser stålbure, der venter på at blive fyldt med ophugget brænde beregnet til brændeovne.

Fokus på sikkerheden

Rundt om i værkstederne og på gårdspladsen finder man adskillige maskiner, som det kræver et 'kørekort' at betjene. Og der er et massivt fokus på sikkerheden.

"Vi har indrettet maskinerne, så borgerne på værkstedet kan betjene dem uden at komme til skade. Og det virker," fortæller Mogens og bliver suppleret af socialpædagog Bledar Zeneli.

Borgerne vokser simpelthen en halv meter, når de har succes med at betjene maskinerne

"Borgerne vokser simpelthen en halv meter, når de har succes med at betjene maskinerne. Og vi tilrettelægger arbejdet, så der skabes succesoplevelser," lyder det fra Bledar, der fortæller, at arbejdet på gården i Firgaarde ikke kun handler om at lære borgerne at producere en række produkter.

"Vores arbejder handler også om at træne borgernes sociale færdigheder," siger han.

Ud over arbejdet på værkstederne driver Udeholdet også et mindre økologisk landsbrug. Og så er holdet også kendt for den imponerede westernlandsby, der i kulisseform er bygget i Firgaarde.

Publiceret 01 March 2019 10:30