Fra venstre: Ulrik Petersen, partner og chef i Nybolig Tilst - Sabro, Søren Jensen, indehaver, Brian Svit, partner og chef i Galten - Skovby, og indehaver Peter Dybvad.

Fra venstre: Ulrik Petersen, partner og chef i Nybolig Tilst - Sabro, Søren Jensen, indehaver, Brian Svit, partner og chef i Galten - Skovby, og indehaver Peter Dybvad. Pressefoto

Galten har en af de bedste Nybolig-butikker i Danmark

Blot fem af Nyboligs 220 butikker har i 2018 fået kædens højeste interne anerkendelse. En af dem er Nybolig Galten - Skovby

Af
Jeppe Rafn

bolig Hvis nogen gerne vil vide, hvordan man driver en succesfuld ejendomsmæglerbutik, kan de bare rette blikket mod Aarhus og Galten. Her driver Peter Dybvad og Søren Jensen tre Nybolig-butikker, der målt på kædens egne succesparametre alle gør det fremragende.

Nyboligs 220 butikker i Danmark bliver målt på en håndfuld områder, især markedsandel og kundetilfredshed, og inddeles ud fra resultatet i fire kategorier. Den bedste kategori hedder elite-performer, og den har blot fem af de 220 butikker opnået. Det er Nybolig i Faaborg og Blåvand samt de tre butikker, som Peter og Søren ejer: Nybolig i Aarhus Vest, Tilst - Sabro og Galten - Skovby.

Ifølge Peter Dybvad er der ikke nogen hemmelig opskrift på hans og makkeren Søren Jensens succes. Indehaverne og deres 12 medarbejdere har i det forgange år i bund og grund gjort, som de plejer.

"Det skal være faglighed, erfaring og ordentlighed i de ting, vi gør, og vi har nogle rigtig dygtige medarbejdere. Det betyder meget, at kunderne til en fremvisning møder en dygtig mægler, der både er dygtig og engageret og overholder sine aftaler. Det er også vigtigt, at der ikke er for stor udskiftning blandt medarbejdere, og mange af vores medarbejdere har været med i mange år," siger Peter Dybvad.

Det gælder blandt andre de to partnere Brian Svit og Ulrik Petersen, der er chef for Nybolig-butikkerne i henholdsvis Galten og Tilst og begge har været med, siden 'deres' butikker åbnede.

Kundetilfredshed og markedsandele

Boligsiden måler alle boligkunders tilfredshed på en skala fra 1 til 10, og en Nybolig-butik skal have en gennemsnitlig karakter på over 9,5 for at kunne kalde sig elite-performer på kundetilfredshed.

Det har Nybolig-butikkerne i både Aarhus Vest, Tilst-Sabro og Galten-Skovby opnået i 2018. De tre butikker scorer også den højeste karakter (eliteperformer) målt på markedsandel, hvilket er et krav for samlet at kunne kalde sig eliteperformer.

Butikken i Aarhus Vest, som Peter Dybvad og Søren Jensen har haft siden 2008, har en markedsandel på 36 procent.

Tilst - Sabro butikken, som makkerparret etablerede for syv år siden, har en markedsandel på 38 procent.

Galten – Skovby butikken, som de åbnede for tre år siden, har en markedsandel på 23 procent.

Udlandsrejse lokker

Fra begyndelsen af 2018 var det et decideret mål for de tre Nybolig-butikker at klare sig så godt på alle områder, at de ved årets slutning kunne kalde sig eliteperformer.

Indehaverne håber, at deres butikker kan blive ved med at klare sig så godt, og hvis de til sommer stadigvæk kan kalde sig eliteperformer, vanker der en udlandstur for alle medarbejderne. Det er med til at motivere medarbejderne og holde fokus på resultaterne, og det er noget, der bliver snakket om hele tiden i forretningen, fortæller Peter Dybvad.

Fakta

Peter Dybvad og Søren Jensen driver Nybolig Aarhus Vest, Nybolig Tilst – Sabro og Nybolig Galten - Skovby

Aarhus Vest butikken har adresse på Silkeborgvej 244 Åbyhøj og dækker postnumrene 8210 Aarhus V, 8220 Brabrand og 8230 Åbyhøj.

Tilst – Sabro butikken har adresse på Tilst Skolevej 36C og dækker postnumrene 8381 Tilst og 8471 Sabro.

Galten – Skovby butikken har adresse i Søndergade 19A i Galten og dækker postnumrene 8464 Galten, 8462 Harlev, 8461 Sorring og 8670 Låsby.

Publiceret 22 February 2019 10:00