30 unge har givet deres vision for fremtidens museum i Skanderborg. Privatfoto

30 unge har givet deres vision for fremtidens museum i Skanderborg. Privatfoto

Jomfrusejlads i ny museumsbygning på stationen

Mellem Gade og Galleri hedder Museum Skanderborgs 'åbner' på Skanderborg Station

Lørdag 9. februar slog Museum Skanderborg for første gang dørene op på det nye museum på Skanderborg station.

Årsagen var, at 30 unge har arbejdet på at iscenesætte fem rum inde i posthuset. De fem rum gengiver fem stemninger som de unge efterspørger i et bymuseum. Rumlighederne er udviklet som 1:1 skala installationer, og bygget af 600 meter sejldug, lys og symaskiner.

Fra 2.-9. februar har de unge boet og arbejdet i døgndrift i bygningen for i fællesskab at skabe deres vision for fremtidens museum.

Resultatet kunne ses i den første weekend af vinterferien, hvor mere end 300 personer lagde vejen forbi bygningen.

"Det har været en helt utrolig proces, og jeg er fuldstændig overvældet over, hvor flotte og stemningsfyldte installationerne er blevet. Det er virkeligt grundigt og begavet arbejde de unge har udført. Og resultaterne vil blive bragt med ind i museets fremtidige arbejde, ligesom det er mit håb, at flere af de lokale unge deltagere vil være med til at skabe det nye museum," siger museumsdirektør Lene Høst-Madsen

Nonprofit organisationen Imaginations Cross Cultures står bag organiseringen af eventen i partnerskab med Museum Skanderborg, med støtte fra Statens Kunstfond og opbakning fra Skanderborg Kommune samt en række lokale virksomheder og frivillige ildsjæle.

Mellem Gade og Galleri er tegnestuen Galmstrup Ltds forskningsprojekt, der undersøger forholdet mellem kulturinstitutioner og deres lokalsamfund, samt bedre brug af museers uformelle kvadratmeter mellem gade og galleri.

Holdet bag udstillingen Mellem Gade og Galleri. Privatfoto

Holdet bag udstillingen Mellem Gade og Galleri. Privatfoto

Publiceret 20 February 2019 07:00