Jacob Køhn Andersen

Jacob Køhn Andersen

Klumme: Valentinsdag - dagen hvor vi fejrer de elskendes kærlighed til hinanden

Idealer er altid smukke, men derfor kan man jo godt lade en venligt ord falde fra tid til anden. Og en mærkedag er en god anledning, skriver Jacob Køhn Andersen

Af
Jacob Køhn Andersen

provst

Julen er hjerternes fest. Siger vi. Men det er nu, knapt et par måneder efter jul, at det er Valentinsdag. Dagen hvor vi fejrer de elskendes kærlighed til hinanden.

Her i landet er det en forholdsvis moderne opfindelse. Dagen har muligvis sine rødder i en gammel, romersk kærlighedsfest, men i nyere tid højtideligholdes den mest af guldsmede og blomsterhandlere. Og betragtes som så meget andet som noget amerikansk pjat.

Et billede siger mere end tusind ord. Og er ikke lige så anstrengende at høre på. Men man kan også sige det med blomster. Uheldigvis betyder blomster i vores tradition sjældent mere end ét ord: Undskyld! Med mindre man giver dem til en, der allerede er død.

Alligevel kan det have noget for sig, at lade et par venlige ord falde til dem, vi elsker. Også mens de stadig er levende. Det handler om at sætte ord på det, vi betyder i hinandens liv. Hvis man vil sige noget smukt, kan man sige det med blomster. Hvis man vil sige noget sødt, kan man sige det med chokolade.

Et pjattet påhit

Her på vores skandinaviske breddegrader er vi ikke så gode til former. Det hele skal helst være lidt uhøjtideligt. Derfor ligger det også lige for, at betragte valentinsdag som et pjattet påhit. Man elsker vel ikke hinanden mere, fordi man kan huske en bestemt dato.

Jeg har endda hørt om en, hvis kæreste ikke mødte op til en rund fødselsdag, fordi dagen i sig selv ikke havde nogen betydning. Deres kærlighed var meget større. Men det gik over.

Idealer er altid smukke, men derfor kan man jo godt lade en venligt ord falde fra tid til anden

Idealer er altid smukke, men derfor kan man jo godt lade en venligt ord falde fra tid til anden. Og en mærkedag er en god anledning. Ikke mindst i en tid, hvor parforholdet først og fremmest bliver betragtet som hårdt arbejde.

Det er muligt, at samlivet mellem to mennesker ikke altid er en dans på lagkage. Men hvis det absolut skal være hårdt arbejde, så kan man kun gisne om, hvor folk tager hen, når de skal slappe af.

At vække kærligheden

I den smukke højsang fra det gamle testamente står der, at man ikke må vække kærligheden. Før den selv vil det. Det kan der være noget om. På den anden side, skal man ikke lade sin elskede ligge så længe, at det ville være mere passende at sende en krans.

Kærlighedens ord må man ikke holde tilbage

Vores liv bliver let fyldt til bristepunktet af ord, vi aldrig får sagt. I nogle tilfælde er det godt det samme. Men kærlighedens ord må man ikke holde tilbage. Og kan man ikke finde ordene frem, så er det ingen skam at købe en smuk buket eller en æske chokolade. Man kan jo altid vælge den mørke chokolade, der efter sigende skulle være lige så sund som en grøntsag.

Men så man gør man nok trods alt klogt i at lægge et kort ved. Eller i det mindste et lille hjerte. For kærligheden lever af hengivenheden – og derfor skal man give noget af sig selv. Bare antydningen af en blottelse. For sårbarheden er livets dybde.

Publiceret 16 February 2019 07:00