Hestenes ro og balance er med til at give os mennesker ro, fortæller psykoterapeut og hesteassisteret coach, Christence Kalf.

Hestenes ro og balance er med til at give os mennesker ro, fortæller psykoterapeut og hesteassisteret coach, Christence Kalf.

Natur og heste skal hjælpe unge piger med ondt i livet

Psykoterapeut Christence Kalf laver nye hold for 12-19-årige piger, som bøvler med hverdagen. Naturen og heste skal give bedre selvværdsfølelse og robusthed

Af
Christina S. Johansen

terapi "Fløøøjt!" Hestene løfter hovedet og kigger i Christence Kalfs retning.

Roligt men sikkert skiftevis trasker og løber de nærmere.

Ni små shetlandsponyer og en stor hest af racen tinker hygger sig i de naturskønne omgivelser i Sdr. Vissing, hvor psykoterapeut Christence Kalf bor. Midt ude i ingenting med rindende vand, bakker og træer som nærmeste naboer.

Netop disse omgivelser og hestene er guld værd i en terapeutisk henseende, mener Christence Kalf, som i uge 11 og 12 starter nye hold op for piger med ondt i livet.

"Vi kommer primært til at opholde os i naturen og sammen med hestene. De hændelser, som naturen nu tilbyder den pågældende dag, vil vi arbejde med, og vi giver plads til at føle det, der nu opstår. Naturen giver os også muligheden for at fordybe os i nuet," forklarer Christence Kalf, der desuden er såkaldt hesteassisteret coach - hun fortsætter:

"Det skærer mig i hjertet, når jeg ser unge piger lide, og faktisk skal der så lidt til for at styrke dem...

"Og hestene vil så gerne hjælpe os. De har den her grundindstilling af ro, nærvær og balance. De er bare i nuet. Når man mærker den her ro, er det med til at heale os. Når man så står i en situation i hverdagen, hvor man har brug for styrke, kan man genskabe situationen med hestene. Det er en selvregulering af nervesystemet, de lærer her."

"Der skal så lidt til"

De nye hold henvender sig til piger i alderen 12-15 og 16-19 år. Der er ikke tale om tunge diagnosebørn, men mere dem som på en eller anden måde begynder at have det svært. Det kan komme til udtryk på mange måder, såsom angst, stress, ondt i maven, søvnbesvær, tristhed eller svært ved at overskue hverdagen, forklarer Christence Kalf.

"Det skærer mig i hjertet, når jeg ser unge piger lide, og faktisk skal der så lidt til for at styrke dem, så hvorfor ikke hjælpe dem så tidligt som muligt, mens de stadig er nemme at modellere, fremfor at vente til de er blevet voksne," siger hun.

Psykoterapeuten forklarer, at pigerne i dag er under et stort pres fra blandt andet skole og sociale medier, og det gør altså, at nogle af dem er ved at knække nakken.

"De her ting rammer de unge hårdt, da de først er i gang med at definere sig selv. Det gør dem mere letpåvirkelige," siger Christence Kalf.

Christence Kalf holder selv meget af naturen. Foto: Christina S. Johansen

Christence Kalf holder selv meget af naturen. Foto: Christina S. Johansen

Selvværd og robusthed

De to nye hold vil bestå af maks fem personer på hvert af dem, og pigerne vil både arbejde med deres problemer på egen hånd og i gruppen.

"Gruppen giver pigerne muligheden for at spejle sig i nogle andre. De finder ud af, at de ikke er alene – der er altså også andre, som har det skidt. Det gør det til et trygt sted at være," siger Christence Kalf.

Der er tale om et ressourceforløb, hvor pigernes selvværdsfølelse og robusthed skal styrkes, og hvor pigerne vil opdage fordelene ved at være sensitiv.

Publiceret 07 February 2019 11:30