Alle Gyvelhøjskolens 8. og 9. klasse elever deltog i skolevalget, og stod det til dem, så hedder Danmarks næste statsminister Mette Frederiksen. 63.2 procent af eleverne stemte nemlig på rød blok. Foto: Grethe Bo Madsen

Alle Gyvelhøjskolens 8. og 9. klasse elever deltog i skolevalget, og stod det til dem, så hedder Danmarks næste statsminister Mette Frederiksen. 63.2 procent af eleverne stemte nemlig på rød blok. Foto: Grethe Bo Madsen

Står det til skoleeleverne i Skanderborg, så hedder Danmarks næste statsminister Mette Frederiksen

Skolevalget 2019 er slut, og i Skanderborg Kommune stemte flertallet på rød blok

Af
Grethe Bo Madsen

gbm@uge-bladet.dk

Ved Skolevalget 2019 i går deltog 8. og 9. klasse elever fra ni af kommunens skoler, og står det til dem, så hedder Danmarks næste statsminister Mette Frederiksen. Rød blok løb nemlig med 51,1 procent af de unges stemmer, mens blå blok fik 48,5. Det adskiller sig fra landsgennemsnittet, hvor blå blok med 51,2 procent har flertal mod rød bloks 48,8 procent.

Socialdemokratiet blev skolevalgets mest populære parti med 22.6 procent af stemmerne på landsplan, mens Venstre blev det næststørste parti med 17 procent af stemmerne. Også i Skanderborg Kommune er det mest populære parti Socialdemokratiet, der fik 25,9 procent af stemmerne, mens Venstre fik 18,6 procent.

Skanderborg skiller sig ud i Region Midtjylland, for her er det samlet set Venstre, der fik fleste stemmer med 22,4 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet måtte nøjes med 21,2 procent.

Men også blandt skolerne i Skanderborg er der store udsving. På Låsby Skole blev blå blok den helt store stemmesluger med hele 77,3 procent af stemmerne, mens rød blok blev topscorer på Gyvelhøjskolen og Stilling Skole med henholdsvis 63,2 og 70,5 procent af stemmerne.

Formålet med Skolevalget, der blev udskrevet første gang i 2015 af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, er at forsøget at ændre tendensen blandt unge, nye vælgere, så de bliver mere tilbøjelige til at stemme i samme udstrækning som resten af befolkningen.

Louise (tv), Ditte Marie og Laura fra 9.z var enige om, at skolevalget var spændende og interessant og at det har klædt dem godt på til at stemme ved et rigtigt valg. Foto: Grethe Bo Madsen

Louise (tv), Ditte Marie og Laura fra 9.z var enige om, at skolevalget var spændende og interessant og at det har klædt dem godt på til at stemme ved et rigtigt valg. Foto: Grethe Bo Madsen

Klædt godt på

"Det har været fedt og spændende, især debatten i går her på skolen. Det har flyttet mig politisk. Jeg troede faktisk, jeg var liberal, men nu hælder jeg til den stik modsatte side. Jeg er nok nærmest socialdemokrat nu," konstaterer 15-årige Louise Sikjær fra 9.z på Gyvelhøjskolen.

Måske kunne man godt sætte valgalderen ned til 16 år. Jeg synes, man skal have øje for, at det jo på mange måder er os, der er den næste generation og som skal leve med de beslutninger, der træffes nu.

Laura Nissen, 9.z

Sammen med veninderne Ditte Marie Hvass og Laura Nissen har hun netop afgivet sin stemme til Skolevalget 2019. Det er tre uger siden, statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev valget, og i den mellemliggende periode har pigerne sammen med deres klassekammerater arbejdet med politiske mærkesager, lavet kampagner og deltaget i debatter.

"Før vidste vi intet om, hvad de forskellige partier står for. Det gør vi nu. Jeg føler virkelig jeg er blevet klædt godt på til at stemme ved et rigtigt valg," mener Ditte Marie, der bakkes op af Laura, der har fået blod på tanden i forhold til at melde sig ind i et politisk ungdomsparti.

"Jeg synes, det var virkelig interessant ved debatten i går, og det kunne godt give mig lyst til at researche lidt mere om de forskellige partier og måske melde mig ind i en politisk ungdomsorganisation," siger hun.

Sæt valgalderen ned

Selv om alle tre føler sig godt klædt på til et valg, så har de det ok med, at de ikke skal stemme ved det kommende folketingsvalg.

"Det er nok meget godt, vi ikke skal stemme nu. Det er ikke alle, der er lige modne som 15-årige. Men måske kunne man godt sætte valgalderen ned til 16 år. Jeg synes, man skal have øje for, at det jo på mange måder er os, der er den næste generation og som skal leve med de beslutninger, der træffes nu," understreger Laura.

Se resultatet af Skolevalg 2019 her

Skolevalg i Skanderborg

Sådan stemte eleverne i Skanderborg opgjort i procent:

    Skanderborg samlet: Blå blok 48,5 - Rød blok 51,5

    Ådalens Efterskole og Åskolen: Blå blok 40,5 - Rød blok 59,5

    Gyvelhøjskolen: Blå blok 36,8 - Rød blok 63,2

    Låsby Skole: Blå blok 77,3 - Rød blok 22,7

    Niels Ebbesen Skolen: Blå blok 53,5 - Rød blok 46,5

    Skovbyskolen: Blå blok 55,6 - Rød blok 44,4

    Stilling Skole: Blå blok 29,5 - Rød blok 70,5

    Stjærskolen: Blå blok 50 - Rød blok 50

    Virring Skole: Blå blok 43,1 - Rød blok 56,9

De partier stemte eleverne på i Skanderborg

Sådan fordelte elevernes stemmer sig på de politiske partier. Tallet i parentes viser landsgennemsnittet:

    Socialdemokratiet: 25.9 pct. (22,6)

    Venstre: 18.6 pct. (17)

    Radikale Venstre: 13.5 pct. (11,1)

    Det Konservative Folkeparti: 11.7 pct. 13,1)

    Liberal Alliance: 10.2 pct. (9,9)

    Socialistisk Folkeparti: 7.9 pct. (5,7)

    Dansk Folkeparti: 6.1 pct. (8,4)

    Alternativet: 2.6 pct. (4,6)

    Enhedslisten: 1.6 pct. (4,8)

    Nye Borgerlige: 1 pct. (1,5)

    Kristendemokraterne: 0.7 pct. (1,3)

Publiceret 01 February 2019 11:40