Bag nedrullede gardiner sker der ting og sager i det gamle Restaurant Torvet. I februar åbner nemlig Byens Kro. Foto: Edith Gosvig

Bag nedrullede gardiner sker der ting og sager i det gamle Restaurant Torvet. I februar åbner nemlig Byens Kro. Foto: Edith Gosvig

Byens Kro i Galten får stemning og mad som hos mormor

I februar slår Byens Kro i Galten dørene op til klassisk dansk kro-mad

Af
Christina S. Johansen

Galten Der ser temmelig lukket ud på Torvet 2 i Galten, da et par ældre damer derfor ser døren stå åben, benytter de lejligheden til at komme med et lille, kækt tilråb:

"Kan vi snart få noget at spise," spørger de.

"Ja, ja, vi arbejder på sagen," svarer Søren Vilstrup tilbage med et smil.

Inde bag de dækkede ruder sker der nemlig ting og sager.

Søren Vilstrup er i gang med at opbygge et nyt spisested med navnet 'Byens Kro'. Denne mandag i uge tre er der dog temmelig langt til, at tarteletter, karbonader og schnitzler strømmer ud af køkkenet.

"Men bare vent til efter weekenden. Så begynder det at ligne noget," siger Søren Vilstrup.

Skal ose af stemning

Planen er, at Byens Kro skal åbne i februar med tre forretter, fem hovedretter og tre desserter, alt sammen i genren klassisk dansk kro-mad.

"Der er ikke så meget på menuen, tilgengæld er der større udskifting af retterne," fortæller Søren Vilstrup.

Fast kommer dog brunch i weekenden og en ugentlig dag med stegt flæsk ad libitum. Man kan også komme ind til frokost eller blot til en kop kaffe og kage eller tage dagens takeaway-ret med hjem. Der er kun én ret hver dag som takeaway, i begrænset mængde.

"Og alt bliver selvfølgelig lavet fra bunden - også al vores brød," siger Søren Vilstrup, som desuden fortæller, at 'Byens Kro' skal ose af charme:

"Vi renoverer det hele, for stedet har jo været ramt af en vandskade. Og så skal det ellers ligne vores bedsteforældres dagligstue med gammelt klaver og gamle møbler. Det her sted er jo oprindeligt et gammelt hotel," fortæller Søren Vilstrup og fortsætter:

"Maden skal selvfølgelig være 100 procent i orden, men hele oplevelsen skal være lige så god."

Kigget på lokaler i 10 år

Manden bag Galtens nye spisested er 39 år og selv bosat i byen. Han er uddannet i det danske køkken fra Den Lille Kro i Aarhus, og netop nu arbejder han fuldtid på Hotel Årslev Kro, samtidig med at han opbygger sin egen restaurant.

"Det er vildt hårdt, og der er da dage, hvor jeg tænker: 'Nej, nej, nej, hva' fa'en laver du?' Det er jo et kæmpe spring at lave noget selv, og det er pissefedt men også vildt skræmmende, for kan jeg overhovedet få det op at køre? Men det ved jeg jo godt, at jeg kan," siger Søren Vilstrup, som faktisk har forsøgt at få fat i netop disse lokaler i 10 år.

"Det ligger jo suverænt, lige i midtpunktet af byen med gode parkeringsmuligheder lige udenfor," siger han.

Nu er drømmen om en restaurant på torvet så på vej til at blive realiseret, og det har krævet stor opbakning fra hjemmefronten, som ud over konen tæller fire sammenbragte børn og en lille fælles på et halvt år.

"Ej, men min kone er simpelthen sindssygt sej. Det må du sgu gerne understrege i avisen," siger han med et smil og fortsætter:

"Hun har fundet sig i meget, når jeg har været stresset, sur og tvær. Det er jeg meget taknemmelig for."

Publiceret 27 January 2019 11:30