Godt 16.000 så udstiling om Holger Blom på Museum Skanderborg. Arkivfoto

Godt 16.000 så udstiling om Holger Blom på Museum Skanderborg. Arkivfoto

Armene er helt oppe: 16.000 har set udstillingen om Holger Blom

Udstillingen om Holger Blom er Museum Skanderborg største hit nogensinde

Af
Claus Sonne

"Hvor har det været godt."

Ordene kommer fra Lene Høst-Madsen, direktør for Museum Skanderborg, og de kommer som svar på spørgsmålet om hvor godt udstillingen om Holger Blom har præsteret.

"Udstillingen om Holger har været fuldstændig fantastisk. Den har trukket cirka 16.000 gæster, der er kommet fra hele landet, og hvor flere er kommet flere gange. Vi har fået en mail fra en gæst, der brugte fire timer på udstillingen og blandt andet roser graden af detaljer," fortæller Lene Høst-Madsen, der kan kalde udstillingen om byens store søn for den største succes i Museum Skanderborgs historier.

Udstilling med en varig effekt

Udstillingen om Holger Blom stopper i sin nuværende form, når Museum Skanderborg 17. januar lukker ned for at begynde flytningen til posthusbygningen ved Skanderborg Station. Men dels vil en del af udstillingen rykke med, og dels har udstillingen givet Lene Høst-Madsen & Co. en anden syn på, hvordan der fremover skal laves udstillinger.

"Det bliver vemodigt at sige farvel til Dronnings Ingrids kjole, men vi tager nogle af kjolerne med på posthuset, hvor de kommer til at indgå i en udstilling. Vi har nemlig en aftale om et langtidslån af dem," fortæller Lene Høst-Madsen og fortsætter:

"Udstillingen har vist os vigtigheden af, at vi ikke bare udstiller noget, der er pænt, men at vi også skal have noget, der har relevans for folk, noget der betyder noget for dem. Så fremover kommer udstillingerne ikke til at stå alene. Udstillingen om Holger Blom handlede jo om meget mere end hans fantastiske kjoler. Det var også en udstillingen om seksualitet og forholdet til sine forældre."

Flere foredrag

Som en udløber af dette har Lene Høst-Madsen sammen med Marianne Verge, der har skrevet en bog om Holger Blom, i København i Skuespilshusets foyér holdt foredrag for godt 800 personer om homoseksualitet. I februar venter et lignede arrangement.

"Vi har fået penge fra Manufakturhandlerforeningen i Kjøbenhavns Almene Fond til at lave denne form for arrangementer," forklarer Lene Høst-Madsen.

Publiceret 17 January 2019 11:35