Foto: Allan Faurskov

Foto: Allan Faurskov

Detektorfører spærrede øjnene op: Gjorde spændende bronzefund ved Øm Kloster

Et seglstampe fra middelalderen dukkede forrige søndag op af mulden ved Øm Kloster

Af
Christina S. Johansen

Som så mange gange før svang Allan Faurskov forrige søndag sin metaldetektor over mulden tæt ved Øm Kloster.

Denne dag skulle dog vise sig at blive lidt ud over det sædvanlige og i en kaliber langt ud over gamle kapsler og en-ører. Frem fra jorden dukkede nemlig et såkaldt seglstampe fra middelalderen, udført i bronzemetal.

"Nogle dage kan jeg gå i tre timer og kun finde en gammel mønt. Denne dag gik jeg blot i fem minutter på marken, før jeg fandt seglstampet. Så var dagen ligesom reddet," fortæller den ivrige detektorfører fra Nørre Vissing.

"Af de 200-300 ting, som jeg over tiden har indleveret til museer, er det her fund nok på min top ti," fortsætter Allan Faurskov.

Ejermanden er ukendt

Seglstampet er cirka tre en halv centimeter højt og viser figuren af en gejstlig stående foran et alter med en kalk, sandsynligvis i gang med messen.

Et seglstampe blev brugt til at præge segl - altså til at give et aftryk i voks eller lak på et dokument eller en konvolut.

"Det var en form for retslig underskrift, og det var ikke hvem som helst, der havde et segl. Man skulle have en særlig status," forklarer Lene Mollerup, museumsinspektør fra Øm Kloster Museum.

Ejermanden af det nyfundne seglstampe er endnu ukendt, forklarer Lene Mollerup videre.

"Vi tror, at der er tale om en abbed, men han kunne også være præst eller munk. Men om han havde tilknytning til klostret eller var på gennemrejse, ved vi ikke," siger hun.

Seglstampet er efter al sansynlighed blevet tabt af ejermanden, da øsknet er gået i stykker. Man passede ellers godt på sit seglstampe, da den kunne blive misbrugt i de forkerte hænder. Normalvis blev seglstamper derfor smadret, når ejermanden døde, og så kom stykkerne med i graven.

Publiceret 16 January 2019 10:00